Vandring til ære for forfaldet

Alting forfalder. Alting forgår – før eller siden….
Naturen er i konstant cyklus af forfald og genopbygning. Men hvad med det menneskeskabte? Bygninger? Byer? Os selv?
Hvordan har vi det med forfaldet? I vores omgivelser, i os selv? 

Hvor
Hvis det er muligt, så vælg en vandrerute, hvor du både går i natur og nær huse/by.
Hvis ikke det er muligt, så gå én dag i naturen og næste gang i byen.

Hvad skal du gøre

1. Mens du går, læg mærke til forfaldet omkring dig.
Læg mærke til det, der er ved at forgå; ved at revne, miste glansen, falde ned, krakelere, slippe… småt som stort…
2. Mærk, hvilke følelser og stemninger det vækker. Giv alt lov.
3. Efter en tid, stop op, og mærk indad. Er der noget, der er i forfald hos dig?
Det kan være fysisk; en skade, noget slidt, en styrke, du har haft før. Eller noget, du har kunnet før; magtet før, mestret før. Mærk følelser og stemninger.
4. Træk vejret ind i det. Mærk, at det er der. For en stund giv det lov til at være, som det er. Betragt det, erkend det – så vidt det er muligt.
5. Giv så slip inden i, slip, fald… som et slip indeni eller som et fysisk fald, lad kroppen falde, give slip. Synk sammen, eller fald helt ned på jorden.
6. Dvæl, så længe du lyster.
7. Gå videre, se igen efter forfaldet.
8. Gentag så ofte du vil.

 

Koncept: performancekunstner Marie Louise Maegaard
www.metropolis.dk/marie-louise-maegaard-randers

 


Denne gør-det-selv-vandring er en af 140 Walking Landscapes-kunstneres forslag til en anderledes oplevelse i landskabet.

Se de øvrige gør-det-selv-vandringer her.

Walking Landscapes er en del af Metropolis Landskab 2021-23 – et kulturprojekt i 12 kommuner, der bringer kunst og natur sammen om at skabe nye oplevelser i og af de landskaber, der omgiver os. Præsenteres med støtte fra Nordea-fonden og de lokale partnere – Randers Kommune, Randers Bibliotek samt Randers Eventsekretariat.

X