Væsener af vinden – Reportage og refleksioner fra RoZéO af Gratte Ciel

Af Miamanda Bovin
Fotos: Marine Gastineau

Idet jeg går hen over plænen ved Refshaleøens havnebusstoppested, ser jeg tre slanke pæle rejse sig i landskabet, som masterne på de skibe jeg kan skimte i horisonten. På plænen skal jeg om lidt opleve cirkusværket RoZéO af Gratte Ciel, hvor de seks meter høje pæle vil bære tre akrobaters vægt, vajende i vinden.

De tre pæle forbindes langs græsset af et tyndt reb, som antyder omridset af en cirkusmanege. Folk stimler sammen langs rebet – nogle sætter sig godt til rette og andre stiller sig og spejder mod kanalens vand, der bølger i kontakt med vindens stærke stød. Eftermiddagssolens skarpe lys danser på vandoverfladen i mødet med bølgerne. Mellem to af pælene står en lille scene klar til to musikere, der om lidt vil akkompagnere akrobaternes dans med vinden.

Gratte Ciel ledes af instruktørerne Stéphane Girard og Camille Beaumier. Musikken er komponeret af Pauline Frémeau og spilles live i forestillingen af hende selv og musikeren Anna Idatte. Gratte Ciel – som kan oversættes til skyskraber – er optaget af en koreografisk undersøgelse af himmelrummet. Kompagniet søger at skabe poetiske interventioner gennem både storskala-værker, stedspecifikke eksperimenter og sociale netværk, der tager os ud af vores vante rytmer.

Nu kommer performerne ind. Musikerne træder ind over manegen og etablerer sig på den lille scene mellem et væld af instrumenter. De tre cirkusartister er svøbt i et tykt, mørkt stykke stof bundet om kroppen. Én klatrer op ad en stige for at komme op til pælens top, og de andre to griber ubesværet fat om pælene og klatrer roligt til tops. På toppen spænder de sig sikkert og frygtløst fast i et selesystem, der fikserer deres underkrop til og med bækkenet til pælens top. Systemet gør det muligt for deres rygsøjler og arme at kunne bevæge sig frit og fleksibelt, og pladen de står på, kan dreje 360 grader rundt horisontalt i luften.

Da de er på plads, folder de stoffet ud, lader det falde, så deres nøgne brystkasser bliver synlige. Med ét forvandles de til mytiske væsener af vinden. Der er noget majestætisk og næsten helligt over dem, som de står der – helt stille med knejsende nakker, stærke, ranke rygge og med blikket fæstnet mod horisonten. Kun vindens bevægelser skaber røre i skørternes sorte stof. Jeg mærker en intens varme fra solen mod mit ansigt. Dens blændende lys omkranser de tre kroppes silhuetter. De læner sig nu hengivent ind i vindens omfavnelse. Musikken udsender en atmosfære af ødehed: ekkoer fra vindens rislen via percussion skaber et intenst spændingslag. Et ulmende forvarsel om kræfter, der nærmer sig.

Efter en stund hører vi hviskende, hvislende stemmer i musikken. Mens jeg lytter, ser jeg, at de tre vindvæsener bevæger deres mimik – at de hvisker til luften omkring dem. Påkalder de vindens kræfter? Eller er de i færd med at kaste fortryllende besværgelser på os og området? Der kommer flere stemmer til, og jeg forestiller mig, at stemmerne tilhører fortidige hekse – lyden af deres kald efter vindens livgivende kræfter.

I takt med at stemmerne strømmer ind, er vindvæsenernes rygsøjler begyndt at bølge. Som havfruer svømmer de ud i den tomme lufts usynlige, æteriske lag. Musikken intensiveres og bliver mere rytmisk og dynamisk. Det blæser op. Gradvist øges bevægelsernes dynamik indtil de kaster sig til alle sider, cirkulerer og snor sig. Deres skørter bliver til haler som blafrer i vinden. Pælene sættes i voldsomme, hypnotiserende svingninger. Lange skygger strækker sig på plænen og skaber mørke linjer i landskabet. Jeg forføres af den frie sanselighed, de vækker i mig. Jeg bliver opmærksom på min egen krops kontakt til vinden, der leger med i mit hår og stryger min hud.

En afvikler kaster en tre meter lang bambusstang op til hver artist, der griber den med lethed og bærer den i statiske stillbilleder. Pælenes svingninger falder i bero igen. Danserne og bambusstængerne udgør nu skulpturelle formationer, der fremhæver linjerne, vi kan skimte i det omgivende landskab: skyskrabere og skibsmaster i horisonten og flyvemaskinernes spor på himlen.

Idet komponisten synger et lystklingende kald, hæver de stængerne langsomt og kontrolleret mod solen. Nu mere organisk og dynamisk lader de stængerne balancere ud i yderpositioner. Klaverets melodiske bølger understøtter forestillingen om de usynlige vindstrømme, der trækker i skørterne. Stængerne skifter udtryk alt efter, hvordan artisterne arbejder med dem. De bliver til årer, der fører væsenerne frem i vindens strøm. Da musikken stopper brat, parerer alle tre væsener- her bliver stængerne til våben mod onde kræfter.

De kaster stængerne én for én, der lander i hånden på afvikleren. Her starter en dans med en usynlig dansepartner. De rækker ud og griber efter vinden. De skiftevis trækker i den, former den, vrider den og kærtegner den. De lader sig føre af sammenstødet mellem musikkens og vindens rytmik. Bevægelserne gentages organisk igen og igen, som åndedrag. Cykliske bevægelser, der spejler vindens hvirvlende, uforudsigelige gentagelser. Imens væsenerne danser med vinden, synger komponisten om forholdet mellem vinden og det liv, der bebor jordkloden. Hvordan vi indånder luftens usynlige molekyler for at leve. At luften er alle levende væseners protektrice.

Hvisken kryber ind på os igen, og som besatte kroppe vrider væsenerne sig i ængstelige ryk. Rystelser, sitren og hakken. Musikken ændrer karakter og får nu et mere dramatisk, nervepirrende og diskant udtryk. Imens det står på, kommer afvikleren ud til os i publikum og signalerer, at vi skal træde nærmere. Hurtigt rykker vi ind midt i manegen. Musikkens hvislen og hvisken overmander os fra alle sider. Vi er nu blevet en del af ritualet og forhekses af vindvæsenernes besværgelser.

Væsenerne læner sig forover og henter noget frem fra deres skørter. Kort efter fødes lange gennemsigtige plastikslør. Vinden griber i det lette materiale og bringer det øjeblikkeligt i bevægelse. Idet synliggøres vindens krop for øjnene af os. Solens stråler skaber et særligt spil i tekstilet. Det bølger som vandløb, reflekterer sollyset og spejler dermed kanalens bølgende overflade.

Væsenerne svøber slørene om sig, mens de snurrer rundt på pælene. Jeg ser deres hænder bag det gennemsigtige materiale, som kortvarigt minder mig om en livmoderlig, beskyttende hinde.

Men slørene står også i kontrast til vindens usynlige materialitet. Luften som livgivende ånd overfor plastikkens altomsluttende, kvælende lufttæthed.

Musikken, der nu pendulerer mellem højtalerne, fylder luften med musikernes kampråb og klagesang. Vindens sang tager fat – væsenernes bevægelser intensiveres igen, snurrer, bøjer, kaster sig ud i luften og vikles mere og mere ind i sløret, der langsomt bliver en del af deres kroppe – tager over. Fra pardans til kamp omsluttes deres kroppe nu helt i det kvælende materiale. Al bevægelse stopper i krop og musik.