The Laughing Crowd Metropolis København 2023

The Laughing Crowd – Antoinette Helbing

AFHOLDT: 24. / 25. / 26. maj & 29. / 30. / 31. maj kl. 20.00
STED: Refshalevej 171B, Refshaleøen – Kbh. K
HVAD: Dans/performance
BILLET: 50 kr.
Køb billet

 

En danseforestilling om latter og samhørighed

The Laughing Crowd er en hyldest til latteren i alle dens former. Denne naturkraft, der har magt til at besætte vores krop, vores sind og vores relationer til andre. Måske bliver du smittet…?

Latteren kan skabe samhørighed mellem mennesker. Den kan være befriende, let og legende, men den kan også være ukontrollerbar, ubehagelig og et redskab til at udstille magt og hierarkier. Hvad sker der, når vi slipper kontrollen og giver plads til det vilde, det grimme, det filterløse?

Forestillingen, der får premiere på Metropolis, bliver til på baggrund af koreograf Antoinette Helbings succesfulde solo The Laughing Game. Hun samler denne gang otte dansere, som undersøger latterens krop sammen med en musiker, der live skaber lyduniverset til dette værk midt mellem dans, installation og koncert. Performerne strækker og forstørrer latterens fysik, lyd og den myriade af følelser, der bor i latteren, og minder os om at omfavne vores egen og hinandens menneskelighed.

Som publikum kan du frit vandre omkring i den rå hal på Refshaleøen, hvor fortidens industri skaber et højloftet lydkammer, der får latteren til at eksplodere i alle sine upolerede afskygninger.

The Laughing Crowd Metropolis København 2023
OM KUNSTNEREN

Antoinette Helbing er en tysk koreograf med base i København. Hendes værker er drevet af en dyb fascination af, hvordan kroppen indgår i sociale interaktioner. Hun udforsker fænomener som latter, gråd, og hvordan vi mennesker skaber vores selvbillede ved at interagere med hinanden.

Hun konstruerer sociale rum, der vækker sanserne og giver publikum mulighed for at interagere. Som publikum er man tæt på de optrædende, og hun inddrager tit publikums adfærd og reaktioner i forestillingerne.

Antoinette Helbing er optaget af Feldenkrais-metoden, og hun har udviklet en koreografisk praksis, der inviterer tilskueren til at sænke farten og dykke ned i forestillingen med alle sanser.

 

ANMELDELSE

“I koreograf og danser Antoinette Helbings dejlige selskab sidst på aftenen blev publikumsrelationen for alvor og fint aktiveret… The Laughing Game afsøgte latterens fysiske udfoldelser, hvordan den kan komme indefra og brede sig ud i kroppen, hvordan den kan overmande én og ikke er til at stoppe, hvordan den kan rulle helt nede fra lænden og op i hovedskallen eller kan få én til at knække helt sammen på midten, så det ind imellem faktisk virker ret alvorligt. Men The Laughing Game er også et ministudie i, hvordan latteren er en udveksling. Publikum smiler, fniser, klukker, ler og skraldgriner, men er også helt stille med Helbing.” – Bastard Blog om Helbings soloforestilling The Laughing Game

”Antoinette Helbings smittende latter er balsam for krop og sind og beviset på, at latter og smil grundlæggende er social kommunikation mellem mennesker.” – Sceneblog om The Laughing Game

For mig er du en koreografisk undtagelse, og en undtagelse kan i sig selv være grund nok til skulle have en pris. Du er undtagelsen fra den fordom hos mig, at al publikumsinddragelse er akavet og unødvendig, noget der bryder min illusion om at være suveræn, som skjult tilskuer, nede i mørket. I sikkerhed. I din verden er handler det om kontakt, øjenkontakt, deltagelse, som en ægte ambition. Du lader os ikke i stikken som publikum, bag et indforstået kropssprog. Vi forstår hvor du vil hen og vil gerne følges med dig.
Med din totalt overgivende Laughing Game, grinede du al modstand ud af mig, måske fordi det var blodigt alvor for dig? Dit koreografiske take på at møde dit publikum i en 1/2 times latterkrampe var en grænseoverskridende, men også koreografisk båret bedrift. I forstillingens bedste øjeblikke, indser vi, at det er i kroppen, latteren genereres, at latteren ikke kun er et instrument for tanken.” – motivationstale af Steffen Aarfing ved tildeling af Wilhelm Hansens hæderslegat

The Laughing Crowd Metropolis København 2023CREDIT

Koreograf: Antoinette Helbing
Dansere: Birgitte Skands, Daniel Norback, Max Wallmeier, Andreas Haglund, Beck Heiberg, Nanna Stigsdatter Mathiassen, Thjerza Balaj, Antoinette Helbing
Stand-ins: Jakob Schnack Krog og Katrien van der Velden
Dramaturg: Naya Moll
Komponist: Randi Pontoppidan
Lyddesigner og tekniker: Emil Vodder Kristensen
Lysdesigner: Carina Backman
Kostumedesigner: Inbal Lieblich
Producent: My Nilsson
Dramaturgisk praktikant: Eglė Nešukaitytė
Administration: Dorte Burmester Wium/B&W Art and Support

Foto: Jan Vesala

Støttet af Statens Kunstfonds Scenekunstudvalg og Musikudvalg, København Kommunes Scenekunstudvalg, William Demant Fonden, Island Connect residency-program og Augustinus Fonden.

Varighed: ca. 60 min.
Anbefales fra: 15+

NB! Forestillingen er som udgangspunkt stående og gående. Der er dog mulighed for at sætte sig, hvis man har behov.

The Laughing Crowd Metropolis København 2023