Tanker fra Talking Landscapes Bornholm

Af Susanne Danig

 

Jeg afprøvede alle 3 formater af Talking Landscapes her i weekenden på Bornholm og fik rigtig mange gode aha oplevelser. Jeg fik lov at afprøve nye samtaleformater, der tvang mig ud i at tænke nyt om mig selv, hvordan jeg relaterer til omgivelserne, og hvordan jeg skaber viden gennem samtaler med andre. De 3 formater, ”Den umulige samtale”, ”Tingenes råd” og ”Time Loop”, gav hver deres unikke indsigt og samtale, men fælles var, at de bragte grupperne ind i et tæt fællesrum af udveksling, hvor der ikke rigtigt var plads til den positionering, man ofte oplever i traditionelle samtalerum. Her blev samtalen en kunstart, hvor vi i fællesskab løftede os op til en forståelse af kompleksiteten i vores møde med hinanden og vores omgivelser.

 

Her vil jeg koncentrere mig om oplevelsen af ”Time Loop”-samtalen, der sætter samtalen ind i et tidsperspektiv. Et fokus, jeg allerede var optaget af, da jeg har rejst i Australien og mødt det oprindelige folks kultur og praksis med altid at sætte ting i et tidsperspektiv. Her ærer man, når man mødes – the elders past, present and future. Hvilket jeg synes er en smuk tradition – altid at huske, at man kommer af noget og efterlader noget til nye generationer.

 

”Time Loop” er inspireret at det oprindelige folk i Canada, hvor man har en tradition med at konsultere sine forfædre 7 generationer tilbage og 7 generationer frem, og det glædede jeg mig til at besøge. Samtalen var på forhånd defineret sammen med en bornholmsk organisation, der arbejder for at anlægge vandrestier på Bornholm, til at handle om vandringer. Ikke et emne, jeg i udgangspunktet var passioneret for, selvom jeg elsker at gå ture på Bornholm. Vandringskulturen er voksende, og coronatiden har givet den en ekstra boost. Her på Bornholm er det blevet en hel turistattraktion – folk vandrer rundt om og på øen i stimer.

 

Vi startede med at samles ude på Helligdomsklipperne med en smuk udsigt ud over klipperne og havet, hvorefter vi blev taget med på en lille vandring ned ad trapperne til anlægsbroen for turistskibet Thor for at have tid til hver især at reflektere over vores relation med naturen, og hvorfor vi vandrer. Da vi mødtes igen, skulle vi nedskrive spørgsmål til naturen eller os selv om vandring. Dem læste vi højt for hinanden. Det stod ret klart, at en stor del af gruppen var meget optaget af vandring og anlæggelse af vandringsruter, hvor jeg selv var mere optaget af, hvordan vi indgik i relation med naturen, når vi vandrede. I næste runde efter at have hørt hinandens spørgsmål og lyttet ind til det fælles rum, der blev skabt, skrev vi det, vi mente var vigtigst at samtale om, ned på et kort. Disse kort bragte vi nu med ind i et rum, hvor de dannede baggrund for vores samtale.

 

Rummet var opdelt med 11 streger på gulvet – en for NUET i midten og 5 streger til hver side, der repræsenterede 30, 60, 300, 3000 og 30.000 år tilbage og frem. Nu gik så ”legen” i gang med, at når et spørgsmål blev stillet, kunne vi bevæge os til en given tid og svare på det ud fra denne tid – eller stille spørgsmål til en anden tid. Det var super sjovt at bevæge sig frem og tilbage og forestille sig, hvordan man ville have opfattet spørgsmålet i den tid eller ville opfatte den i fremtiden. Og vi kunne alle bevæge os rundt og skifte positioner undervejs.

 

Det stod hurtigt klart, at alle de spørgsmål, vi havde skrevet ned, var i tæt relation med hinanden, og at vi havde brug for undervejs at tænke nye spørgsmål ind, for at det skulle blive interessant. Måske vi lettere kunne have lavet interessante spørgsmål, hvis vi allerede fra starten havde indtænkt tidsperspektivet i spørgsmålene. Det interessante var, at det stod meget klart, hvor meget spørgsmålet om vandringstier var funderet i nutiden, og at der er stor forskel på, hvordan det opfattes gennem forskellige tider. For 30.000 år siden var vandring nødvendig for at opleve og finde nye jagtmarker og steder at overleve, for 3000 år siden var det gennem vandring, man mødte andre kulturer og udvekslede med hinanden, for 300 år siden begyndte man at opfinde nye måder at bevæge sig på, så man ikke behøvede at vandre så meget og dermed slide sin krop op. Og mens man de sidste 100 år har skabt avancerede transportmuligheder, har man samtidig fået et problem med, at menneskers kroppe går i forfald, fordi de ikke bevæger sig så meget. Behovet for vandring i nutiden er altså baseret på, at folk har fået fritid og ikke bruger kroppen naturligt i hverdagen.

Og hvad gør man så med det øgede behov for vandring? En del deltagere mente, at man skulle sætte vandring på skoleskemaet så hurtigt som muligt for at træne børn i naturlig vandring, og at man skulle anlægge vandringstier. Andre talte for, at vi skulle vandre i naturen mere vilkårligt og ikke af præangivne stier. Andre igen opponerede mod, at vi overvandrede naturen og ikke gav den plads til bare at være sig selv i vild tilstand. At det er vigtigt, at vi er opmærksomme på den måde, vi har indflydelse på naturen og genskaber den i det menneskelige perspektiv.

 

Når det kom til fremtiden, var der mange bud – både på en dysfunktionel fremtid, hvor vi måtte vandre af nød igen, fordi vi havde ødelagt vores planet, og også mere sci-fi bud på, at vi slet ikke vandrede mere, fordi vi teleporterede os og fik kroppen opdateret, når den ikke fungerede.

Til sidst skrev vi hver vores bud på, hvad vi tog med os, og samledes igen ved naturen for at dele disse bud. Jeg ved ikke helt, hvad vi gik derfra med. Der var i hvert fald ingen færdige planer og samlede bud på en ny vandringskultur. Hvad der stod klart var, at i tidsperspektivet ændrede tingene sig, og vi forstod måske kompleksiteten i de spørgsmål, vi havde stillet. Forstod, at vi havde altid vandret og nok ville blive ved med det – men af meget forskellige årsager.

X