Sten for sten for verdens frelse – interview med Madame Nielsen
Interview med Madame Nielsen i forbindelse med opførelsen af Den Planetariske Grædemur
af Niels Kristian Bonde Jensen
Vi bevæger os væk fra solen, da jeg møder Madame Nielsen efter en kort teknisk generalprøve på det maratonagtige og spontane værk, der venter i weekenden: Hele lørdag den 23. juli, fra solopgang til solnedgang, kan man som dedikeret publikum eller tilfældig forbipasserende være med til at bygge Den Planetariske Grædemur midt på Kongens Nytorv. Der er mørtel og mursten nok til alle, og Madame Nielsen vil som skikkelsen Miss World agere både bygherre og syngende engel. I skumringen gives en kort, akustisk koncert. Søndagen ud står grædemuren som monument og fælles mødested, hvor folk kan komme og placere deres bønner eller selv søge skygge for en stund midt i en brændende verden.
Forbindelserne til Grædemuren i Jerusalem er oplagte, men alligevel adskiller Den Planetariske Grædemur, som Madame Nielsen har døbt værket, sig i sit formål og i sin tilblivelse. Men hvorfor er der overhovedet brug for en grædemur i København, og hvorfor lige netop på Kongens Nytorv?
”Vi har ikke brug for den i København mere end andre steder. Jeg tror, det er menneskeheden, der har brug for et fælles sted. Vi lever i en tid, hvor kriserne kommer oven i hinanden. Man kan jo nærmest ikke tage pandemien alvorligt mere sammenlignet med klimasammenbruddet. Samtidigt er verden som sted for verdenskrig vendt tilbage. Og samtidigt kan man så kigge på, hvad den enkelte borger gør: De hidser sig op over, at SAS strejker, SAS, som bare burde gå bankerot, som staten på ingen måde burde støtte, fordi menneskeheden skal stoppe med at flyve og finde andre måder at bevæge sig på.
Ikke desto mindre står den største del af den højtuddannede befolkning ude i lufthavnen og ter sig som små børn, der ikke får det, de peger på. Også selvom det, de peger på, ikke blot er usundt for dem selv, men for alle andre mennesker og for generationerne, der skal komme efter. Vi ved, vi skal handle nu og her, men samtidig er der en magtesløshed, og i stedet for at skrige den ud og placere den på, at man ikke kan komme til Kreta, handler det om at finde et andet sted. Hvor skal man gå hen med sine bønner? Der er jo ingen, der går i kirke mere, men det skal også helst være et fælles menneskeligt sted, som ikke er knyttet til en bestemt religion. Det skal være et planetarisk sted, hvor ethvert væsen, fra enhver planet i princippet, kan gå hen med sin angst, sine håb og sin afmagt.”
Har det med, at grædemuren er placeret i København, alligevel en betydning? Noget med, at man skal gøre en forskel der, hvor man er?
”Ja, jeg er her lige nu, så derfor skal muren også være her nu. Det handler om, at den skal stå et sted, hvor den både står i vejen og vækker opsigt, og et sted med stærk symbolsk betydning. Kongens Nytorv er et historisk belastet og vigtigt og smukt sted, hvor der kommer mange mennesker forbi fra morgen til aften hver dag. Der er også noget over Grædemuren i Jerusalem, der har stået i århundreder, der er modsætningen til Espresso House, der dukker op overalt, men forsvinder igen.
Den her grædemur skulle også have stået i århundreder, men nu bygger vi den bare på lørdag. Min magt er trods alt temmelig begrænset, så jeg har ikke fået lov til mere, men så bliver det i det mindste en begyndelse. Man skal ikke vige tilbage, hvis man ikke kan opnå det ideelle – man må gøre noget nu og her. At komme her med sin sorg er en lille pause, hvor man kan samle mod til at gå i gang med de forandrende handlinger. Med flugten fra kirkens rum har vi mistet et helle – et sted, hvor der ikke skal produceres. Her bygges der, men det er jo ikke noget, der kan sælges.”
”En afmagtens handlende, frelsende engel”
Miss World, der er værkets centrale skikkelse – og endnu en forlængelse af Madame Nielsens konstante udforskning og udvidelse af sit eget skabende væsen – ”fandt først sted”, som Nielsen formulerer det, i Ukraine i årene 2014 og 2015. Her dumpede Miss World ned iført hvid kjole, bare ben og en akustisk guitar og sang kærlighedssange for de kæmpende soldater. Jeg spørger Nielsen ind til Miss World som karakter og som del af en samlet identitet. Jeg bliver rettet. Madame Nielsen hverken har eller er nogen eller nogle identitet(er). Der eksisterer blot et grænseløst potentiale.
”Krigen i Ukraine er jo nu blevet en stedfortræderkrig, hvor verdens lande dyster om at sende flest våben. Der kommer Miss World med en anden blød magt, afmagtens handlekraft: en umulig skikkelse, der dukker op umulige steder i umulige katastrofer, hvor kun magtesløsheden hersker, men også bliver en position, hvorfra man kan handle. Miss World er min egen magtesløshed og vilje til at handle. Andre dele af mig kan selvfølgelig godt gå imod det potentiale. Jeg kan jo godt være bange, når jeg står der blandt soldater i Ukraine. Det forsøger jeg ikke at nægte. Afmagten kan godt være et sted, hvor man kan føle frygt og rædsel, men hvor man ikke bliver lammet af det. Man skal medbringe sin frygt, men handle på trods.”
Hvorfor det navn, Miss World? Der ligger jo både noget altomfavnende, frelseragtigt i det, men også det her enormt forfængelige modeikon.
”Det er et udskældt ord for tiden, men jeg elsker det: Appropriation. Jeg går ind for appropriation. Jeg har kuppet den skikkelse. Jeg har forvandlet Miss World fra en forfængeligheds-/markeds-barbiedukke til en politisk skikkelse. Man kan tage noget, der i den grad står for noget usympatisk, og gøre det til noget, der er decideret sympatisk. En afmagtens handlende, frelsende engel.
Det handler også om mod. Jeg rejste dengang uden våben, uden beskyttelse. Jeg var omgivet af store mænd med tatoveringer og våben, som også var bevæbnet med deres bibler. I og for sig var det to grupper af hooligans, der slås mod hinanden, som har samme værdier, men som med Brøndby og FCK har hver deres patriark i hver deres by. Der skete det, jeg håbede på. Ikke en total ændring af verdenshistorien, i hvert fald ikke synligt, men der opstod små lommer af utopi, hvor de homofobiske soldater gerne ville fotograferes med mig. Jeg var fuldstændig uventet for dem, jeg smuttede igennem et hul i deres fordomme.”
At materialisere potentialet
Til sidst i vores samtale, der finder sted på trappeopgangen til Det Kongelige Teater, i skyggen, med vores blikke rettet mod den åbne plads i solen, der skal agere scene for Madame Nielsens planetariske potentialeudfoldelse på lørdag, kan jeg ikke lade være med at bekymre mig på hendes og projektets vegne. Der er noget over opførelsen af en grædemur, der kan agere fælles frirum for hele menneskehedens følelsesliv, om end den starter i småt, lokalt format, der skriger til himlen. En slags storhedsvanvid måske – et Babelstårn i ambition. Men hvad hvis det går galt? Hvad hvis der kun ligger tre skallede mursten og lidt mørtel, der skylles væk ved næste skybrud, tilbage på Kongens Nytorv på søndag. Er menneskeheden så endegyldigt fortabt? Jeg spørger Madame Nielsen ind til projektets succeskriterier. Hun tager det hele med ophøjet ro:
”Ud fra de betingelser, vi har fået, så vil jeg sige: At så mange mennesker som muligt ligger en sten, deres bøn og sorg, gerne med navn, gennem hele lørdagen, og at vi samles til min lille akustiske koncert til sidst som et ritual. Og så den næste dag, som er hviledag i princippet, at der står et dagsværk tilbage. Det dagsværk må så være den foreløbige planetariske grædemur, uanset dens form. Der håber jeg, at så mange mennesker som muligt kommer forbi, i deres egen rytme. Jeg vil være der, så man kan tale med mig, men man kan også bare komme og sætte sig op ad den. Man kan skrive sin bøn og stikke ind i hullerne ligesom i Jerusalem. Det ville være en succes. Det er et sted, hvor man kan finde sted. Jeg håber jo ikke, at man sidder og piller ved sin telefon eller spiser der. Man skal komme og ikke gøre noget et øjeblik. Reflektere, tænke og samle kræfter til at handle.”
Det er et smukt og dejligt konkret budskab, synes jeg. At vi har brug for både indadskuende pauser og intens, organiseret, udadreagerende handlekraft for at gøre en forskel og indfri de potentialer, vi alle rummer. Grædemuren og Miss World repræsenterer den dualitet – to materielle manifestationer af skyggen og solen i os alle. Et svalt pusterum og en brændende, livgivende stråle. Byggedag og hviledag. Madame Nielsen i Miss Worlds skikkelse er med os, i levende live, i egen høje person, fra første sten til sidste bøn:
”Miss World slår ned et sted og lander. Det er også noget med at møde hinanden. Fremmede møder hinanden og skaber forandring der, hvor de er. Vi har jo internettet, men al menneskelig handling finder sted. Klimasammenbruddet sker først og fremmest i den materielle verden, hvor vores kroppe befinder sig. Vi kan ikke simulere os til verdens frelse.”