RoZéO af Gratte Ciel

TID & STED
19. august kl. 20 – Refshaleøen v. Havnebussens stop – find vej
20. august kl. 17 & kl. 20 – Refshaleøen v. Havnebussens stop – find vej
23. august kl. 16 & kl. 20 – Ofelia Plads – find vej
24. august kl. 16 & kl. 20 – Ofelia Plads – find vej
HVAD Cirkus
GRATIS

 

Højtsvævende cirkus

De mystiske vindvæsner svajer over landskabet på seks meter høje pæle. Først er bevægelserne næsten umærkelige, så vokser de sig stærkere og stærkere. Vinden taler til dem, og de svarer. Hvem er de? Fauner, amazoner, mennesker?

RoZéO er en drømmende fortolkning af landskabet – en dialog mellem stemningsfuld live-musik, uforudsigelig vind og en mytologi, der forbinder os til evigheden med sine uforklarlige væsner.

Med sine hypnotiske svingninger trækker den levende installation os ud af vores sædvanlige rytme. Vinden blæser på tværs af tid og sted – på tværs af alle menneskeskabte grænser – og værket trækker tråde til en større verden uden for vores her-og-nu.

RoZéO er et ønske om at vende tilbage til landskabet og ændre vores forhold til det. Koreografien taler med landskabet og bæres frem af vinden, mens den fabulerende musik understreger rytmen. Poetisk, let og absolut fascinerende.

Varighed: 45 min.

OM KUNSTNERNE

Det sydfranske cirkuskompagni Gratte Ciel er kendt for deres storslåede, ikoniske værk, Place des Anges, der har været opført over hele verden siden 2007. Kompagniet ledes i dag af Stéphane Girard og Camille Beaumier, som sammen med 70 kunstnere søger at skabe magiske øjeblikke gennem både storskala-værker, stedspecifikke eksperimenter og sociale netværk.

Gratte Ciel kan oversættes til skyskraber og vidner om kompagniets besættelse af himlen. De er drevet af en evig stræben efter at skabe nye perspektiver på både by og landskab gennem levende, organiske og overraskende oplevelser. Deres betydning for cirkus- og kunstverdenen er cementeret for længst, og de turnerer verden rundt med deres repertoire af monumentale installationer skabt med beundringsværdig lydhørhed over for sted, tid og situation.

Sidste sommer optrådte de til åbningen af OL i Paris, og denne sommer åbnede de den legendariske Glastonbury Festival, før de nu endelig kommer til København med RoZéO.

www.cie-gratteciel.com

KREDITERING

Instruktør: Stéphane Girard & Camille Beaumier
Komponist & musiker: Pauline Frémeau
Artister: Danilo de Campos Pacheco, Amélie Kourim, Claire Chastaing, Pauline Frémeau, Anna Idatte
Komposition – external eye: Sébastien Guérive
Glaneuse, cartographe de la Camargue: Luce Monier
Scenograf: Nic Von Der Borch
Video: Marc Rebuttini
Kostumer: Sari Brunel, Anne Jonathan, Lisa Coinus

Foto: Marine Gastineau

Metropolis’ sommerprogram er støttet af Københavns Kommune og Statens Kunstfond