Pressefotos 100% Fremmed? – danmarksrejsen

Foto: Maja Nydal Eriksen

Alia Ismail El-Aynein / 49 år / kvinde / enke og har to sønner og to døtre / tolk og har catering-firmaet A-Z i det Arabiske Køkken / Vejle / født i Libanon af palæstinensiske forældre / kom til Danmark i 1991 / familiesammenført samme år

“Ord kan ikke beskrive hvor meget jeg elsker Danmark. For mig er det ikke modstridende at være en muslimsk kvinde med tørklæde, og føle sig som dansker. 
Da jeg kom til Danmark græd jeg meget i lang tid. Det var så hårdt at rejse væk fra min familie, og komme til en ny by i et nyt land, hvor jeg ingen kendte. Jeg klarede det kun, fordi jeg havde min forstående og meget kærlige mand. Han var min bedste ven – fred være med ham. 
Alle vores børn er født her, og vi har prøvet at give dem de gode traditioner fra den danske og den arabiske kultur. Mine to sønner har færdiggjort deres kandidater, og har fået fast arbejde, mens mine to døtre læser på universitetet. Da jeg kom til Danmark, drømte jeg selv om at læse på universitetet, men da vi fik børn, besluttede jeg mig for at lade være. Man skal have overskud, hvis man skal have med børn at gøre, og jeg fortryder ikke min beslutning. Mine egne drømme bliver opfyldt gennem mine børn, og jeg er stolt over, at de bruger deres evner fornuftigt.
Der er aldrig nogen, der har tvunget mig til at tage tørklæde på. Som 12-årig valgte jeg selv at tage tørklæde på, selvom ingen af mine storesøstre gik med det, men jeg tog det af igen som 16-årig. Da jeg kom til Danmark bar jeg ikke tørklæde, men jeg begyndte at savne det. Jeg ved ikke helt hvorfor: Måske man leder efter sine rødder, når man kommer til et nyt land? 
Ingen af mine døtre går med tørklæde. Skal jeg være helt ærlig, ville jeg ønske, at de gjorde, men jeg kan ikke tvinge dem. Det er deres eget valg.”

Foto: Maja Nydal Eriksen

Ahmed Kadhim Al-Sovirawi / 20 år / studerende / Sønderborg / født i Danmark af irakiske forældre / kom til Danmark fra Syrien i 2006

“Jeg går i gymnasiet på Statsskolen, arbejder i Rema 1000, går til fitness og til boksning. Når jeg er færdig i sommeren 2019, er jeg kommet ind hos Livgarden, og bagefter skal jeg være radiograf.
Da jeg fik mit første arbejde, trådte jeg ind i mit nye liv og følte, at jeg kom ind i det danske samfund. Nu har jeg arbejdet omkring to år i Rema 1000. Min far, der har haft arbejde er også bedre til dansk end min mor. Jeg lærer meget om danskerne og samfundet her. Noget simpelt som hvordan danskerne køber ind til påske og jul, siger meget. Min far siger at det seriøse liv begynder når man får et arbejde, da man skal vise, at man godt kan arbejde, og være en del af den danske kultur. Nu har jeg fået lukkevagten, og det er et stort ansvar og godt at have på mit CV. Min chef stoler på mig, og giver mig nøglerne til butikken. 
Rema 1000 er ”Amana” (arabisk for at opretholde tillid) for mig, når jeg har lukkevagten. Et stykke værdi jeg har ansvaret for, når chefen er væk. Han overlader kunderne til en indvandrer i en dansk butik. Det er en stor ting. 
Nu prøver jeg at finde et arbejde til min bror, han skal også bruge tiden fornuftigt. Når man har et arbejde lærer man at tage ansvar. Når han er derhjemme bliver han serviceret af mor og far, han skal lære at klare sig selv, så han ikke også bliver serviceret af samfundet, når han bliver stor. I Koranen står der, at man skal behandle et land som sit eget land. Man skal bruge de muligheder der er i Danmark, til at få en uddannelse. En lille gruppe laver kriminelle ting, og vi skal vise, at vi godt vil arbejde og få en uddannelse.”

Foto: Maja Nydal Eriksen

Banaz Heme Jezza / 44 år / kvinde / i et forhold / børn / pædagogstuderende / Herlev / fra Irak / kurdisk baggrund / kom til Danmark i 1990 / opholdstilladelse i 1991

“Hvis du kan sproget og gør en indsats, kan du føle dig tilpas. Da mine børn var små, kom jeg i en mødregruppe i en kristen kirke, så de og jeg kunne blive bekendt med den del af den danske kultur. Jeg har forsøgt at motivere dem til at gå til sport og til at blive del af så mange fællesskaber og netværk som muligt, så de ikke skulle føle sig fremmede i Danmark.
Mit liv og min skæbne er vævet sammen med det kurdiske folks kamp for et selvstændigt Kurdistan. Mine forældre var partisaner, og selvom det fyldte min barndom med frygt og savn, når de var borte, gav deres kamp mening til mit liv. Min far skrev sange og beskrev de menneskelige omkostninger ved at være partisan, samtidig med at han satte ord på vigtigheden af at blive ved med at kæmpe. Jeg var stolt over at være datter af et menneske, der utrætteligt satte sig selv og sit eget liv til side i kampen for fremtiden. Det gjorde mig stærk, og jeg troede, at jeg kunne modstå alt, men da jeg for nogle år siden mistede ham, mistede jeg mit liv. Jeg følte mig som et barn, der er blevet forladt. 
Jeg havde levet gennem min far, de ting han gjorde og den kamp, han kæmpede, og pludselig virkede min tilværelse meningsløs og banal. Det har taget mig lang tid at finde tilbage til livet. 
Jeg kan ikke være min far, for han var så stærk, men jeg kan være en lille del af ham. Med mit studie forsøger jeg at skabe ny mening i livet. Måske kan jeg fortsætte hans kamp på min egen måde ved at tage tilbage til Kurdistan og undervise i pædagogik.”

Foto: Maja Nydal Eriksen

Gevork Babayan / 34 år / mand / gift / radiograf / Rønne / fra Armenien / kom til Danmark i 1999 / fik opholdstilladelse i 2013 / blev dansk statsborger i 2018

“Før jeg fik dansk statsborgerskab, havde jeg intet statsborgerskab. Det var en meget mærkelig følelse at være statsløs. Så meget kort vil jeg sige, at jeg er 90 procent dansk. 
Da jeg rejste til Armenien for at besøge min kone, følte jeg mig udenfor. Så snart jeg åbnede munden og talte armensk, kunne folk straks fornemme, at jeg ikke var derfra. Jeg elskede at være der, men jeg var udenfor. 
I min fritid dyrker jeg meget kampsport og fitness, og jeg hugger i sten, maler og spiller musik. Jeg skriver også på en bog om de seks år, hvor jeg boede på et asylcenter ved Aalborg. Bogen slutter, når jeg får statsborgerskab, for så er hele min rejse komplet.
Jeg lærte mig selv dansk. På asylcenteret måtte jeg ikke modtage undervisning, men jeg havde en dansk ven, der lånte mig hans lånerkort til biblioteket. I starten lånte jeg børnebøger, som Peter Plys, og brugte en dansk-armensk ordbog, men ret hurtigt behøvede jeg den ikke længere. Efter halvandet år læste jeg Nordkraft, De Tre Musketerer og Greven af Monte Cristo på dansk.
I min bog prøver jeg at skrive så objektivt og ærligt som muligt. Det skræmmer mig, og derfor går det også langsomt. Nogle dage får jeg kun skrevet én sætning. Jeg har skrevet på den i fire år nu, og jeg har skrevet 49 sider. At gå tilbage til tiden på asylcentret, er som at bevæge sig ind i et mørkt rum, som jeg ikke kan opholde mig ret længe i.
Men min bog er også en succeshistorie, for de sidste 5-6 år har været én lang optur for mig. Bogen hedder “Indlænding”, fordi jeg ikke er udlænding mere. Ingen bruger det ord, så det vil jeg prøve at tage patent på.”

Foto: Maja Nydal Eriksen

Henok / 26 år/ mand / kæreste / barn / opvasker på Dronning Louise / Esbjerg / fra Eritrea / kom til Danmark som politisk flygtning i 2015 / opholdstilladelse i 2016

“Der er mange ting, som er anderledes i Danmark i forhold til Afrika, men jeg føler mig ikke specielt fremmed. På en skala fra 1 til 10, ligger jeg på 8, hvis du spørger, hvor glad jeg er her. Hvis jeg fik en uddannelse og et bedre job, ville jeg nok sige 10. 
Jeg kan godt lide mit liv i Esbjerg, men jeg synes ikke, at folk hilser så meget i Danmark. Eller smiler. I Afrika er vi meget sociale, og jeg savner nogle gange al den glæde, sang og dans, som der er i Eritrea. Folk er, indtil man lærer dem at kende, lidt indelukkede her. 
I mit hjemland er der diktatur, og vi bliver kontrolleret og slået af soldater, samt tvunget til at arbejde for staten. Der er ingen fremtid for en ung mand, så jeg vidste, at jeg måtte flygte. Min mor græd, da jeg sagde farvel, og så gik jeg i tre dage for at komme til Sudan. 
Jeg drømmer om at blive mekaniker og få tre eller fire børn. Min farfar var mekaniker, og jeg har altid haft en stor interesse for at rode med biler. Hvis penge ikke var et problem, så kunne jeg virkelig godt tænke mig en Ferrari. Der er noget helt særligt over den bil.  
Jeg kommer i noget, der hedder Mandeklubben, og der hygger vi os sammen med at spille pool, lave mad og snakke dansk. Jeg spiller også fodbold og går til fitness. Og så elsker jeg at tage ud til vandet ved Hjerting sammen med min søn. Bare ham og mig. Det er gode stunder.”

Foto: Maja Nydal Eriksen

Leyla Osman Ali / 24 år / kvinde / statskundskabsstuderende / Aarhus / fra Somalia / kom til Danmark i 2001 / fik asyl i 2002

“Hvor mange år skal der gå, før jeg kan kalde mig dansk? Danmark er mit land nu, dansk er også  blevet mit sprog, og jeg har danske og indvandrer venner, men derfor kan jeg godt savne Somalia. Da krigen brød ud var det som om jeg blev hevet ud af en lykkelig barndom og landede et hundekoldt sted. Jeg var glad for at jeg boede  i Hurup de første år i Danmark.
Mine venner og jeg taler ofte om, om velfærdsstaten vil blive til et ‘hver mand  for sig” samfund. På min gamle arbejdsplads lavede vi meningsmålinger for forskellige projekter.
Når vi spurgte folk om de synes, at de 1% rige skal betale mere i skat, var der flere der svarede nej. Det er svært at forestille sig fattige i Danmark. 
Tørklædet  har  været  del  af  mig  og  min  identitet  siden  jeg  var  4 år, og  det  irriterer  mig  at  verden synes  at  det  vil begrænse mine jobmuligheder  på  grund  af det. Jeg synes ikke man kan bede  nogen om at vælge mellem religion og karriere. Jeg studerer statskundskab  i Odense. I min kultur er det usandsynligt at jeg rejser og bor alene, men jeg har  fået lov, og lærer  meget om mig selv ved det. Fx. at jeg er en clean freak, og at det er krævende  både  at studere, arbejde og lave mad  hver aften. 
Jeg er romantiker og tror min soulmate findes. Jeg må komme hjem med hvem jeg vil, men jeg er lidt gammeldags. Det er svært at vide om fyre bare  vil hygge eller har  oprigtige  hensigter. Det er som om folk ikke værdsætter kærligheden  mere. De er mere optaget  af at få det de vil have. Vi ødelægger så mange  ting for os selv, og jeg kan blive helt bange for om kærligheden  overhovedet  findes.”

Foto: Maja Nydal Eriksen

Mehmed Glavas / 41 år / mand / i et forhold / fitnessinstruktør / Horsens / fra Bosnien / kom til Danmark i 1994 / opholdstilladelse i 1995

“Det var i begyndelsen af Muhammed-krisen, radioen gik, og mine kolleger var virkelig oppe at køre. De snakkede om, at man burde slå alle muhamedanere ihjel. Jeg var helt ude af mig selv, begyndte at forestille mig koncentrationslejre og alt muligt.
Jeg var på aftenhold, kørte fra fabrikken i Østbirk kl. 23.15 og ”vågnede” tre kvarter senere i en rundkørsel i Kolding. I stedet for at køre hjem til Horsens var jeg kørt ud på motorvejen. Ved Kolding så jeg et skilt med et rødt kors og tænkte: Her er jeg i sikkerhed.
På det tidspunkt havde jeg været dansk statsborger siden 2001. Men jeg var jo også statsborger i Bosnien, da jeg i 1993 som 15-årig blev sat på en bus og kørt væk.
Det, der betyder noget for mig, er relationer. Når de bliver brudt, er jeg straks tilbage ved det, der skete dengang. Det var ikke mig, der sagde: Vi skal ikke være venner længere. Andre sagde det for mig.
Så da jeg blev opsagt fra mit tidligere arbejde i april sidste år, kastede det mig ud i en identitetskrise. Det var min ”baby”, hvor jeg havde arbejdet 60-80 timer om ugen. Nu fik jeg igen en relation brudt. 
Det fik mig til hen over sommeren at tage til Bosnien i nogle måneder. Mest som selvterapi: Hvordan ser der ud i dag? Er jeg fremmed? Eller er jeg blevet dansk? Jeg fandt ud af, at jeg er meget mere fremmed dernede end i Danmark.
I dagligdagen føler jeg mig ikke fremmed. Men man har ikke brug for udtalelser om, at alle fremmede skal sættes på toget og sendes ud af landet. Jeg kan kun relatere det til ’93.”

Foto: Maja Nydal Eriksen

Mohammad Ali Hafiz / 20 / mand / enlig / Rødovre / går på KVUC / fra Syrien / kom til Danmark i 2017 / familiesammenføring 2017

“Jeg føler mig fremmed, når jeg ikke bliver forstået. Når jeg ikke kan udtrykke mig, som jeg gerne ville. Hvis jeg kunne sproget flydende ville jeg føle mig 0% fremmed. 
I Syrien arbejdede jeg på et civilt sygehus, hvor jeg passede de tilskadekomne efter angreb fra Isis og det syriske militær. Jeg var 15 år gammel, og min familie var flygtet fra Syrien. Jeg var faktisk ikke rigtigt bange. Kun for Isis. Jeg kan huske, at vi så en masse videoer på nettet af alt det forfærdelige de lavede og de var kun ti kilometer væk fra sygehuset.
Det vigtigste tidspunkt på sygehuset var når lægen kom. Det var cirka en gang om ugen. Alle respekterede og værdsatte lægen, og når jeg i dag tænker på min fremtid håber jeg, at jeg selv kan ende med at blive læge. 
Det er vigtigt for mig at have et mål i min tilværelse. Før jeg kom til Danmark var mit mål at overleve. Jeg brugte al min tid på at arbejde, for at få råd til mad. Men her kan jeg arbejde mod at lære dansk, få en uddannelse og senere et job.  
I Danmark møder jeg folk, der vil mig det godt. Jeg har ikke oplevet racisme eller utryghed. Men noget af det der gør mig ondt ved at være her, er at læse eller se nyheder og opleve at der kun snakkes om problematikkerne ved flygtninge. Som jeg ser det, er der gode og dårlige mennesker over alt i verden, og ligeså er der gode og dårlige flygtninge. Jeg ville ønske at medierne ikke kun fokuserede på de dårlige aspekter ved flygtninge, men også på de gode.”

Foto: Maja Nydal Eriksen

Nilofar Azmoon / 21 år / kvinde / single / ingen børn / studerende / Aabenraa / fra Afghanistan / familiesammenført til Danmark i 2014 / opholdstilladelse 2014

“Jeg så ud gennem flyvinduet, og rapsmarkerne bølgede gult dernede. “Hvor er alle husene? Er Danmark sådan et landbrugsland?”, kan jeg huske, at jeg tænkte.
Jeg bar på en skuldertaske. Og på en tung kuffert uden hjul. Jeg bar på to fotoalbum, ordbøger og på min fars lægebøger. Jeg bar på mit traditionelle afghanske tøj, som var meget tungt. Jeg var 16 år – en ’voksen teenager’.
Jeg bar på en stor forventning om fremtiden. Og på en stor glæde ved at skulle se min far igen.
Vejret var godt den dag i april. Min far hentede mig i Billund og vi kørte i bil til Aabenraa. Solen skinnede. Men næste dag begyndte det at regne. Og det regnede. Og det regnede meget. Rigtigt aprilvejr – det ved jeg nu. Og jeg kan huske, at jeg tænkte: “Jeg skal nok lige vænne mig til det her.”
Jeg glædede mig til at komme til et land med fred. Jeg havde læst om Danmark, om åbenheden, forståelsen, respekten for, at der er mange forskellige måder at leve på. Og jeg blev modtaget med smil og varme i skolen. Men Danmark blev også et kulturchok, og særligt sproget var svært. 
I dag tænker jeg slet ikke så ’afghansk’, som jeg gjorde før. Jeg tænker mere ’dansk’ i dag. Jeg taler dansk, og jeg føler mig dansk. Men det betyder også, at jeg kan blande de forskellige kulturer: Jeg lytter til K-pop, studerer, drikker safran-te. Og jeg vil altid holde af de afghanske værdier: mit modersmål, de persiske traditioner, vores nytår, Eid.”

Foto: Maja Nydal Eriksen

Rasha Khalife / 33 år / kvinde / single / arkitekt / Aalborg / fra Palæstina/Forenede Arabiske Emirater / kom til Danmark i 1988 / opholdstilladelse i 1988

“Jeg har to sten i mit skab i mit soveværelse. En lille og en lidt større. For andre ser de nok ikke ud af noget, men for mig betyder de alt. Den lille står for det, jeg gerne vil være. Den store for håb. De er begge fra Palæstina, et land jeg er fra, men som jeg aldrig før i år har sat fod i, og som mine forældre ikke kan huske noget fra. Mine bedsteforældre flygtede nemlig i 1948, så før min familie kom til Danmark for snart 30 år siden, boede min mor og far i Forenede Arabiske Emirater.
Jeg har altid følt mig 100% hjemme i Danmark, men har været meget interesseret i Palæstina. I år tog jeg endelig mod til mig og tog med på en arrangeret rejse til Vestbredden. Turen fik mig til at engagere mig 100% i den palæstinensiske sag – herhjemme.
Mine forældre er lidt bekymrede for mit engagement, men det er der ingen grund til. Efter rejsen føler jeg mig nemlig endnu mere hjemme i Danmark. Her hører jeg til, og her har jeg frihed til at være aktivist.
Netop aktivismen er, hvad de to sten i mit soveværelse symboliserer. Den lille har jeg samlet op uden for Ahed Tamimis hus i Nabi Salih. Jeg beundrer Aheds mod. Hun er halvt så gammel som mig, men dobbelt så modig. Den anden større sten har jeg samlet op i mit land. Den symboliserer håb – håb om en bedre fremtid for Palæstina. De to sten ligger i mit hjem, i min by og i mit land. De betyder alt for mig og er med til at bygge bro mellem mine to kulturer.”

Foto: Maja Nydal Eriksen

Sumathy Thiruravichandran / 53 år / kvinde / gift / børn / SOSU-hjælper og modersmålslærer / Randers / fra Sri Lanka / kom til Danmark i 1986 / opholdstilladelse i 1986

“Kvinden fra vores kontaktfamilie stod med et lille barn på armen. Vi kunne tydeligt se, at barnet stammede fra Sri Lanka. Familien blev senere nogle af vores bedste venner. Fra Sandholm gik turen til Hellerup og videre til Juelsminde. Vi kendte ikke til Danmark, og da vi skulle vælge et sted at bo, vidste vi, at det skulle være i Randers, hvor de kom fra. 
I 30 år har jeg arbejdet som modersmålslærer. Det er jeg utroligt stolt af. Denne form for undervisning hjælper de tosprogede børn godt på vej i skole og socialt. Og når jeg ser de bøger, vi sammen har lavet, bliver jeg varm om hjertet. 
Som helt ung i Sri Lanka drømte jeg om enten at blive sygeplejerske eller skolelærer. Begge fagområder har jeg fået lov til at beskæftige mig med i Danmark. I dag er jeg udekørende social- og sundhedshjælper. H.C. Andersens mange eventyr har været inspiration for teaterforestillinger, jeg har skabt sammen med børnene på dansk og tamilsk. 
Fra min allerførste tid i Danmark tog jeg børnene i hænderne på sprogskolen, i kirken eller hvor vi var og dansede, sang, spillede musik og teater med dem. Det var i sådan en sammenhæng, at en kvinde for skoleforvaltningen prikkede mig på skulderen og spurgte, om jeg kunne tænke mig at blive modersmålslærer. Det er jeg i dag meget taknemmelig for.
I 2003 tog vi vores to børn med tilbage til Sri Lanka, men det var meget trist og sørgeligt. Vores landsby var ikke den samme som dengang. Det var derfor svært for os at give vores børn et præcist indblik i vores egn, og hvor vi var vokset op. På det tidspunkt gik det op for os, at Danmark er vores fremtid.”

Foto: Maja Nydal Eriksen

Suong Ngoc Thi Doan / 61 år / Gift / Børn / Skrædder med butik i Silkeborg / Fra Vietnam / Kom til Danmark i 1985 / Dansk statsborger

“Jeg føler mig ikke fremmed i Danmark. Jeg føler mig hjemme. Det er mit land, og her vil jeg have min alderdom sammen med min mand. Det har ikke været let hele vejen. Der var svært for mig at etablere mig, og jeg arbejdede de første år inden for forskellige brancher. Men jeg fik den hjælp og de råd, jeg havde brug for, og jeg er meget taknemmelig for, at jeg fik mulighed for at uddanne mig som skrædder i Danmark. I 20 år har jeg haft egen butik i Silkeborg og Viborg; nu har jeg kun butikken i Silkeborg. Jeg skal tænke mere på mig selv og geare ned. 
Jeg flygtede fra Vietnam for min fremtids skyld, for jeg havde ikke de muligheder, jeg ønskede mig. Jeg er opdraget til at skulle uddanne mig og skabe mig en fremtid, og det kan man i Danmark, hvis man virkelig vil det. For mig var det vigtigt at bane vejen for mine børn. At sikre dem muligheder for at få en god fremtid. Det er lykkedes. Men det handler også om at give værdier videre. Jeg og min mand er danske statsborgere, og vore børn er født som danske statsborgere. Jeg er glad for de danske værdier, men der skal passes på dem. Vi har ytringsfrihed, men det er en frihed, der skal bruges med respekt.
Jeg husker fra min barndom kærligheden og hjælpsomheden mellem mennesker i min landsby. Det er gode værdier, og for mig er det vigtigt, at vi holder fast i den gode tone og respekten for hinandenDet er det Danmark, jeg holder af.

Foto: Maja Nydal Eriksen

Thavayogavanian Kangaivereraniyan / 53 / mand / gift / børn / Bjerringbro / lagermedarbejder / fra Sri Lanka / kom til Danmark i 1986 / dansk statsborger 1993

“Jeg kan stadig vågne om natten, når jeg har mareridt om mit hjemland. Det holder nok aldrig op. Og jeg kan ikke sove, hvis jeg ikke har min specielle pyjamas på.
For tre år siden var vi på besøg i Sri Lanka sammen med min datters danske veninde. Tingene er forandret, men der er stadig militær overalt.
Jeg elsker varm leverpostej, og jeg spiser med glæde svinekød og frikadeller.Om lørdagen laver vi altid dansk mad. Det elsker vi. Om søndagen laver vi tamilsk mad. Så får jeg to bajere. Det ville være svært at undvære den tamilske mad med ris og karry.
Jeg elsker mit arbejde. Jeg har snart arbejdet der i 23 år. Jeg har oplevet kriser og sparerunder på Grundfos, men jeg er aldrig blevet fyret.
Mogens Glistrup brød jeg mig ikke om, men jeg er tit enig med Pia Kjærsgaard, selv om jeg er indvandrer. De ældre har bygget samfundet, og de fortjener at blive ordentligt behandlet.
Jeg følger med i det danske samfund. Jeg elsker at se DR1, og jeg ser altid Debatten med Clement.Jeg har en plan om at se hele Matador, selv om den er lang, men jeg følger også med i tv fra Indien og Sri Lanka.
For otte år siden fik jeg en skotsk Wesley Highlander af min datter. Danskere bruger mange penge på deres husdyr. Nu kan jeg godt forstå det.
Jeg ved ikke, hvor vi er om ti år, men jeg er sikker på, at vi kommer til at kede os, når vi ikke længere skal arbejde.”

Foto: Maja Nydal Eriksen

Yubernis Vivas (Johanna) 28 år / kvinde / enke / barn / VUC / Skagen / fra Colombia / kom til Danmark i 2004 / opholdstilladelse samme år

“I Colombia levede vi i konstant frygt og turde næsten ikke lægge os til at sove. Vi vidste aldrig, hvad der kunne ske i løbet af natten. Om der kom nogen, som ville slå os ihjel.
 Da jeg var 21, blev min mand dræbt af oprørsgrupper i den over 50 år lange væbnede konflikt mellem Colombias svage regering og stærke, narkotikafinansierede militser.
Jeg flygtede med min halvandet år gamle søn Edinson til nabolandet Ecuador. Men det er et land, hvor menneskerettigheder dagligt bliver overtrådt, og vi søgte derfor om at få asyl i et fredeligt land, mens vi opholdt os midlertidigt hos en bekendt. En dag fik jeg brev om, at FN’s kvotesystem havde bestemt, at familiens fremtid skulle være i Danmark. Efter et kort ophold i Aalborg fik vi tildelt en bolig i Skagen.
I Skagen er vi fuldstændigt trygge. Når jeg tænker tilbage på livet før flugten, har jeg svært ved at huske noget godt. Der var altid krig og utryghed. Det eneste gode var vejret. Altid varmt og solrigt, selv om vinteren. I Skagen nyder jeg til gengæld roen og stilheden. Til hverdag er der ikke tid til så meget. Skoledagen på VUC inklusiv transport er 10 timer, og så er der lektier. Efter to år på sprogskole i Frederikshavn taler jeg så godt dansk, at jeg er startet på VUC, og mit mål er at læse til sygeplejerske. Edinson, som nu er otte år, går i skole i Skagen, og vi trives begge i den lille by, hvor vi har fået flere lokale bekendte, bl.a. gennem kirken.”

Foto: Maja Nydal Eriksen

Zeina Hamada / 30 år / kvinde / single / børn / Bachelorgrad / sprogskole / Roskilde / Kurdisk syrer/ / kom til Danmark i 2015 / humanitær opholdstilladelse 2015 / flygtninge fra Syrien

“Jeg er kurdisk syrer, men jeg skammer mig over at sige, at jeg er syrer eller kurder. Jeg har ikke valgt side i borgerkrigen. Jeg vil være 100 procent dansk og blive her. Her føler jeg, at der er menneskelighed. Det er der ikke længere, hvor jeg kommer fra. Lige før jeg flygtede, skulle jeg i gang med min master på universitetet Aleppo. Jeg ville være arkæologiprofessor.
Vores historie var vores vigtigste skat. De ældste skrifttegn i verden stammer fra Syrien. Jeg havde sådan håbet, at jeg kunne give den arv videre til mine børn. Nu kommer jeg ikke til at kunne sige: ”Se børn, det er Damaskus, verdens ældste by. Mærk stemningen i de antikke kirker og moskeer.” 
Til at begynde med var krigen noget, der foregik andre steder. Men så blev naboerne pludselig hentet, uden at nogen vidste af hvem og hvorfor. På gaden var der kontroller og visitationer. Man hverken modsatte sig eller spurgte af frygt. Folk, der før var naboer og gode venner, blev fjender og bekrigede hinanden. Først flygtede vi til Tyrkiet, men efter tre år besluttede jeg at tage flugten over havet med min datter i favnen. Det var forfærdeligt at tænke: ”Hvis hun dør her, er det min skyld. Og hvis vi bliver her, har vi ingen fremtid.” 
Jeg er lykkelig for at være her i Roskilde. I starten boede vi i et stort hus med andre flygtninge, og jeg var gravid. Min datter reagerede ved at lukke sig inde i sig selv og holdt næsten op med at spise. Jeg kom i kontakt med en frivillig gennem kommunen. Hun minder mig om min mor. Hun hjælper mig med alt. Jeg er så heldig at have gode mennesker i mit liv her. De holdt min hånd og sagde: ”Du er stærk. Du kan regne med os”.

Foto: Maja Nydal Eriksen

Zeljka Secerbegovic / 52 år / kvinde / gift / et barn / seniorkonsulent i Bydelsmødrenes Landsorganisation / Herning / fra Bosnien / kom til Danmark i 1992 / opholdstilladelse i 1995

“Jeg føler mig ikke fremmed efter så mange år i Danmark. Jeg har venner, bekendte og arbejdskolleger, som er en del af det at føle sig hjemme, og jeg tænker på dansk. Men saltlakrids og leverpostej – det har jeg ikke vænnet mig til endnu.
Jeg kan godt lide at fortælle de positive historier om kvinder, som jeg møder i mit arbejde med ”Bydelsmødre”. Det er kvinder, der knokler hver dag, og som gerne vil bidrage til fællesskabet, som støtter og hjælper andre kvinder. Lige nu kender jeg én, der mangler job. Det gør jeg opmærksom på i mit netværk. Vi ved jo, det er svært. Man tager en uddannelse i Danmark, og alligevel får man ikke job. Det er spild af ressourcer og kompetencer.
Jeg ved godt, det ikke er nemt at komme til et nyt land og starte forfra. Det vil jeg gerne skrive en bog om engang. For jeg kan se, det er det samme i dag, som da jeg kom hertil.
Sidste år holdt jeg oplæg i Bosnien om kvinder i lederstillinger. Jeg talte om, hvordan kvinder kan få et bedre liv. Det giver mening at arbejde på tværs af landegrænser. Og samfundet har brug for de positive historier. Problemstillinger kan ikke løses, hvis du hele tiden har fokus på de negative ting. Jeg er ikke havemenneske, men så købte jeg nogle tomatplanter. Duften sendte mig tilbage til Bosnien. Jeg blev lidt nostalgisk, men også glad for det liv jeg har fået. Man kan have penge og et kæmpe hus – men duften af tomatplanten gjorde mig glad.
Hvis der ikke sker positive ting, så finder man de negative ting frem. Så dufter tomatplanten ikke mere. Den lugter.”