antoinette helbing

ON/CRYING – The Gravity of Tears af Antoinette Helbing

TID 17.-23. maj kl. 19.30 (undtagen 19/5)
STED Brønshøj Vandtårn, Brønshøjvej 29, 2700 København
HVAD Performance & installation
GRATIS – reservation anbefales
Reserver gratis billet

 

En ode til tårer

At græde er den mest grundlæggende måde at kommunikere på. Og alligevel aflærer de fleste af os evnen til at græde foran andre. Gråd er blevet privat.

ON/CRYING giver os gråden tilbage som noget frigørende og helende. Som noget socialt, der kan binde os sammen. Og som noget oprørsk og uvant i et samfund, der ser paralyseret og angstfuldt til, mens kriser og krige hersker.

ON/CRYING giver den hjemløse gråd bolig. Værket er inspireret af professionelle grædekoner, som græder uden skam og uden hæmninger. De græder med hele kroppen, med gestik, stemme og tekst i ritualer, der skal hjælpe folk over på den anden side efter større livsforandringer. De bliver fødselshjælpere for nye begyndelser og nye indsigter.

Akkurat som grædekonerne hjælper forestillingens to personager os med at skabe plads til gråden. De giver slip på tårer fra nutiden, fortiden og fremtiden, fra sig selv og fra andre.

antoinette helbing

Vi møder dem i The Crying Room – en installation, hvor væsker glitrer, drypper, smelter og flyder som i et laboratorium. Et destilleri, der ligner vores tårekanaler, og hvor lydbilledet skifter mellem det dundrende udtryksfulde og det intimt hviskende. Det er det indre liv, der flyder over.

I en tid, hvor vi skøjter på overfladen af vores følelser, inviterer forestillingen os til at dykke ned i det brede spektrum af menneskelige følelser og tilbringe tid i dette dyb. På den anden side af overgivelsen venter det nye.

NB! Forestillingen spillede for udsolgte sale under Metropolis 2025. Denne gang iscenesættes forestillingen i det magiske rum i Brønshøj Vandtårn. Med højt til loftet og en helt særlig akustik giver tårnet nye dimensioner til værket… der lader vandet flytte ind igen for en stund.

ANMELDELSE

“en sanselig, grædende installation med fortryllende lys, der på smukkeste vis græder for os og baner vej for håb og nyt liv” – ISCENE 2025

antoinette helbing
OM KUNSTNEREN

Antoinette Helbing er en tysk koreograf med base i København. Hendes værker er drevet af en dyb fascination af, hvordan kroppen indgår i sociale interaktioner. Hun har de seneste år udforsket fænomener som latter, gråd, og hvordan vi mennesker skaber vores selvbillede ved at interagere med hinanden. Senest skabte hun The Laughing Crowd, der kunne opleves under Metropolis 2023.

Hun konstruerer sociale rum, der vækker sanserne og giver publikum mulighed for at interagere. Som publikum er man tæt på de optrædende. Antoinette Helbing er optaget af Feldenkrais-metoden, og hun har udviklet en koreografisk praksis, der inviterer tilskueren til at sænke farten og dykke ned i forestillingen med alle sanser.

Varighed: 70 min. – men installationen er fortsat åben til kl. 22.30

KREDITERING

Koreograf og danser: Antoinette Helbing
Danser: Alica Minar
Komponist og vokal coach: Katrine Faber
Komponist, lyddesigner og tekniker: Emil Vodder Kristensen
Scenograf og kostumedesigner: Inbal Lieblich
Dramaturgisk mentor: Mirko Guido
Lysdesigner: Carina Backman
Outside Eye: Jonas Schnor
Produktion: Lenka Vořechovská
Lament coach: Tuomas Rounakari

Foto: Jan Vesala

Støttet af: The Danish Arts Council, Nordisk Kulturfond Opstart, Wilhelm Demant Fonden, Augustinus Fonden, Wilhelm Hansen Fonden, Dansk Skuespillerforbund, Knud Højgaards Fond, Aage og Johanne Louis- Hansens Fond, Beckett-Fonden, Hoffmann og Husmans Fond & Brønshøj-Husum Lokaludvalg og i samarbejde med Brønshøj Vandtårn

Residencies: Akademiet KBH, Forsøgsstationen, Holstebro Dansekompagni, Dance Cooperative, Studio Alta Prag, Studio Tanca Banska Bystrica

Co-Production: Metropolis, PASSAGE Festival, Sydhavn Teater

Metropolis’ sommerprogram er støttet af Københavns Kommune og Statens Kunstfond

Brønshøj-Husum