Om Metropolis 2025

Klimarefleksion i bevægelse
Sommersæsonen Metropolis 2025 er en sanselig, poetisk og politisk rejse gennem Københavns kultur- og naturlandskaber med minifestivalen Performing Landscapes og 10 værker fra maj til september.

Du kan opleve kunst til tiden på tværs af udtryk og formater, fra ind- og udland, altid stedsspecifikt og i dialog med en verden præget af økologisk sammenbrud.

På andet år arbejder vi med mantraet ”Fra Metropolis til Ecopolis” med kunst, der skaber forandring i lyset af klimakrisen – nye forbindelser mellem krop og sted, byrum og grønne oaser, menneske og natur.

Vi er i gang med en kollektiv forandringsproces, hvor grænserne mellem kunstner og publikum, værk og ”scene” er til forhandling. Publikum bliver aktive deltagere, der sanser/udforsker/reflekterer med kunstnerne. Stedet er mere end bare kulisse. Kunstnerne performer med stederne, men stederne performer også i egen ret. En udveksling mellem indre-ydre landskaber, der skal mærkes på egen krop.

Vi indtager skov, havn, strand og industrielle landskaber og undersøger, hvordan kunsten kan være katalysator for en ny og mere harmonisk forbundenhed med de omgivelser, som vi dagligt påvirker og er påvirket af. Hvad vil det sige at være til stede i 2025?

Programmet for august/september lanceres til juni. Du kan se frem til:

SANDFLUGT af Ingri Fiksdal (NO) & Jonas Corell Petersen (DK) – et spektakulært værk på en sandklit om byens opløsning

MANUAL OF ADAPTATION TO THE PLANET af LUIT (FR) – en kollektiv fremtidsøvelse, hvor vi dykker ned i en mulig post-statslig verden

WITNESS STAND af Madeleine Flynn & Tim Humphrey (AUS) i samarbejde med fem lokale komponister/musikere – en lydinstallation, hvor stedets og menneskenes stemmer væves sammen til et fælles lydlandskab

BIOCOENOSIS af Beyond Darkness (DK) – en koreograferet vandring med rødder i videnskabelige studier af svampe og skovenes økosystemer

RoZéO af Gratte-Ciel (FR) – tre figurer svajer på høje, skrøbelige metalpæle i landskabet

INSIDE OUT af Schweigman& (NL) – en installation, der påvirker kroppen og udforsker grænserne mellem individuel stimulering og kollektiv overstimulering

ON/CRYING – The Gravity of Tears af Antoinette Helbing (DK) – en glitrende ode til gråden, en dryppende undersøgelse af tårernes tyngdekraft

FOSSIL FEEL af Daily Fiction/Tora Balslev (DK) – en vandring i petrokulturens fysiske og mentale spor, en performativ meditation over klima, krop og acceleration

Forests’ Tales of Repair af Sara Gebran (DK) – vi omdannes til et kollektivt grædekor, der viser vejen til at reparere Jorden gennem helbredende frekvenser.

Foto: Marine Gastineau