Molly Haslund Metropolis København 2022

Mennesker på jorden – af Molly Haslund

Tre timers stilhed før stormen?
TID: Lørdag 3. sept. kl. 13.00-16.00 – bliv så længe, du ønsker
STED: Blågårds Plads, Kbh. N
HVAD: Performanceaktion
GRATIS

 

Verden er gået i stå. Al bevægelse er forstummet. På jorden ligger 22 mennesker.

Pludselig begynder en af dem at røre på sig, rejser sig langsomt op og går ud blandt de forbipasserende. Lidt efter kommer en ny person og lægger sig på jorden – en person, som den foregående har inviteret til at lægge sig ned for en stund og give slip på dagens gøremål.

I tre timer er vi vidne til Blågårds Plads forvandlet til… en slagmark, en sovesal, et meditationsrum, en stille politisk aktion, et kunstværk? Alt afhænger af øjnene, der ser – styret af øjeblikkets og af tidens fælles narrativer.

Billedkunstner Molly Haslund arbejder med sociale situationer fastfrosset gennem kunsten i al deres banalitet, absurditet og skønhed. Sammen med en gruppe lokale skaber hun dette billede og denne fælles, sårbare krop, der langsomt skifter form og udseende – som cellerne i en krop, der kun ganske langsomt udskiftes. Og er du i nærheden, er det måske dig, der bliver inviteret til at indtage pladsen med din krop.

Denne fælles aktion på Blågårds Plads er indrammet af billedhugger Kai Nilsens 22 granitfigurer skabt for et århundrede siden som en hyldest til det arbejdende folk, der her våger over hverdagslivet. Gennem tiden har de dannet ramme om pladsens kampe, meningsfulde såvel som meningsløse, politiske såvel som sportslige. Hvad er det, vi kæmper for i dag?

Molly Haslund Metropolis København 2022OM KUNSTNEREN

Molly Haslund er uddannet fra det Kongelige Danske Kunstakademi og Glasgow School of Art. Hun har vakt opmærksomhed i ind- og udland med sine overraskende og humoristiske værker, der placerer sig i et eksperimenterende felt mellem performance, skulptur og nye medier. Kæmpe-passere, en paryk med en 10 meter lang fletning, en institutionsknagerække eller gennemsigtige bannere til en demonstration er eksempler på skulpturelle objekter, som Molly Haslund har fremstillet og inkluderet i VR-værker, videoværker og performances i det offentlige rum.

Via skiftende strategier undersøger Molly Haslund, hvordan identitet og sociale hierarkier er intimt forbundne med og forhandles via kropslig gestik, objekter, ritualer og iscenesættelsen af vores fysiske omgivelser.

 

Foto: Jenny Sundby

X