Back to the Sea Metropolis København 2022

Meditativ pilgrimsrejse

Med Lisa Brüning & Alfio Bonannos performance ”Back to Sea” forlades byens stress til fordel for en pilgrimsrejse, der gennem rituelle akter genforener publikum med fortiden og fremtidens natur.  

Af Charlotte Kjærholm

 

Motorvejen suser i baggrunden, selvom det hele emmer af natur og dansk sommer. Der er uendelige nuancer af grøn, men den insisterende susen vidner om byen, vi netop har lagt bag os; om Fields og om alle Ørestads nybyggede lejligheder, der ligger tæt som sild i en tønde, men alligevel står mærkeligt distanceret over for hinanden.

Vi er på Amager Fælled, og mens vi går ned ad en sti, står brombærkrattene tæt med umodne bær blandet med brændenælder og bøgetræer. Regnen drypper på bladene, og alle vælger en presset blomst eller et blad. Valget kan repræsentere en mangel i vores liv eller noget, vi finder smukt. Kort sagt skal det røre noget i os. Jeg vælger et blad. Med en porøs perlemorsagtig overflade er det nærmest gennemsigtigt. Der er en lethed over bladet. Jeg forestiller mig, at det ikke slår sig så meget, men bare svæver gennem tilværelsen.

Back to the Sea Metropolis København 2022Vender man sig mod fælleden, er der land, så langt øjet rækker. Vender man sig mod byen, er der bjerge af bebyggelser og kraner, der står parat til at producere mere. Her står Alfio Bonannos strandede ark. Cirka 20 mennesker samles vi i arken. Sammen skal vi på en pilgrimsrejse. Tilbage til havet, til naturen, til os selv. Vi skal finde det, vi har tabt, og vi skal gøre det nu. Vi skal handle, inden det er for sent.

Idet vi begiver os af sted, stopper regnen, og solen titter frem. Med os har vi en rede flettet af poppel. Vi cykler med reden forrest. En lang hale af cykler er rettet mod vandet, hvor reden skal søsættes. Undervejs laver vi stop. Vi ser, hvordan menneskeskabte granathuller har skabt grobund for biodiversitet og samler græs til reden.

Back to the Sea Metropolis København 2022På vores højre side står solen klart. Det flade landskab føles uendeligt, nogle vindmøller og Avedøreværket er det eneste menneskeskabte. På vores venstre side ligger de regntunge skyer stadig truende lavt. Fly letter i fast modus fra lufthavnen nær os en gang hver 10. minut, og stilheden bliver ødelagt af en brølende motor over os. Bag os er byen, der pludselig ser helt forkert ud.

Skillelinjen mellem by og natur er så markant. Det ser nøgent ud.

This is the last goodbye to the city,” bliver der råbt, mens vi vinker og ryster byen af os. Slangen af cykler er nu formateret til en række af mennesker, der står på en høj inde på en mark. Nogle køer kommer nysgerrigt nærmere for at undersøge, hvad vi laver. Naturen er kommet tættere på os, eller måske er vi tættere på den.

Back to the Sea Metropolis København 2022Det flade land afløses af skov. Vi går ind til en bålplads, men i stedet for at tænde bål, står reden midt imellem os. Vi skriver, inspireret af reden og dens betydningen. Ordene kan ikke finde vej til min hånd, de vil ikke ud, selvom settingen ikke kunne være bedre; vi sidder omringet af gamle poppeltræer, der er skæve af vinden. Solen er på vej ned og glimter bag birketræernes lette blade. Når der kommer et vindpust, får vi resterne af regnen. Det kunne ikke være bedre, men det eneste, jeg tænker på, er, at min rede er tom. Hvordan beskriver man bedst det?

Det individuelle bliver til en fælles fortælling, da vi fæstner vores sedler i reden. Et kort toiletstop ved en shelterplads minder os om, at der findes andre mennesker; de er de første, vi møder, foruden en cykelrytter her og der.

Vandet nærmer sig. Ved dæmningen stopper vi. Et lokale, hvorfra vandet styres, har akustik, der er en kirke værdig, og omringet af udstoppede dyr, målingsapparater og havkajakker synges den sidste hymne, inden redens endelige møde med havet ved badebroen.

Vi er en del af vores forfædre, vi er en del af naturen, om vi vil det eller ej. Vi er del af hinanden. Fortiden lever videre i os; og vi lever videre i fremtiden. Hvilket aftryk vil vi sætte på jorden? På vores efterkommere? Jeg cyklede hjem fra Amager Fælled. Min striktrøje er pludselig ikke varm nok. Jeg føler mig pludselig alene på den store fælled, mens mørket falder på. I Lisa Brünings afsluttende sang spurgte hun, ”hvem ved, hvor tiden bliver af?” Jeg må være hende svar skyldig.

 

Læs mere om Back to the Sea – spiller til 14. aug.

Fotos: Frej Pries Schmedes

X