DET, DER SKILTE SIG UD af Julie Schmidt Andreasen / Earthlings
LETBANEN
18.-27. september
Gennem bevægelse undersøger Julie Schmidt Andreasen retninger i livet.
Hun rejser med et skilt, som alle kan skrive på. Ordene inspirerer hendes dans ved stationerne. Skiltet er noget, vi kan være fælles om, orientere os med, holde og løfte med kroppen.
Undervejs på turen installeres skiltet i landskabet og i Letbanen og giver opmærksomhed til det, vi kommer fra, det, vi bevæger os igennem, og det, vi er på vej hen imod.
Ruten starter i Gladsaxe, hvor hun bor, og fortsætter gennem Herlev til Rødovre, hvor hendes slægt kommer fra. Rejsen inkluderer detours, bevægelsesretninger og stop – alt sammen for at komme tilstede nu og her.
OM JULIE SCHMIDT ANDREASEN
Julie Schmidt Andreasen er koreograf, danser og kunstnerisk leder af Earthlings. Hun arbejder bevægelsesbaseret, koreografisk og deltagerinddragende i landskaber, teatre, museer og offentlige rum. Hun laver minimalistiske eksperimenter og værker for at skabe et stærkt nærvær i dynamiske samspil mellem performere, deltagere og publikum. Hun er optaget af dansens virkninger og inddrager publikum til refleksion og bidrag, der omsættes koreografisk. I dansen etableres kontakt indadtil og udadtil, og i det øjeblik opstår nye potentialer, erkendelser og spørgsmål om os selv, hinanden og verden omkring os. Hun er uddannet koreograf og danser fra London Contemporary Dance School og kulturformidler fra Københavns Universitet og er engageret i fagfællesskaber i ind- og udland.
Foto: Marine Gastineau