JANNIE SCHJØDT KOLD – Råbekor over Kanalen

Deltag i en kollektiv kalden over vandet i Odense Kanal. Et råbekor, der giver stemme til nogle af landskabets ikke længere hørbare historier.

Ved Stige Ø var Danmarks korteste færgerute. Er afstanden så kort, at vi kan kalde og kommunikere over vandet? Ved Stigefærgens leje vil vi sammen skabe og opføre et værk af stemmer over havnen. Ordene har vi selv skrevet, og med en saks og tilfældighed som princip vil vi sammensætte og opføre dem som et råbekor over kanalen, så de får en ny og lydlig betydning.

Hvor der er vand, er der liv. Byer opstår, hvor der er floder, havne og fjorde. Her har arbejdshænder taget fat, skibe gået for damp og store drømme, her har den sorte omstilling og industri stået for fremskridt og vækst, og her forsøger man i dag at forvandle en losseplads til et rekreativt område. Strømmen fører alle disse historier med sig.

Tag med på en guidet vandretur med dramatiker Jannie Schjødt Kold, og hør om de historier, der knytter sig til havnen. Om Færge-Hans, der sejlede Stigefærgen, om værftarbejderne og vores skiftende syn på fremskridtet, og hvordan det hele former en stedets stemme, hvis vi lytter efter – også i os selv. Vi starter ved mindestenen for værftarbejderne og går sammen hen til der, hvor Stigefærgen sejlede.

Vi vandrer først ca. 20 min., og undervejs vil der være et par stop med indbyggede skriveøvelser. Hvilke stemmer kan vi skrive frem? Hvilke håb for fremtiden her ved vandet dukker op?

OM JANNIE SCHJØDT KOLD
Jannie Schjødt Kold er dramatiker og manuskriptforfatter med flere bogtitler bag sig. Jannie har skrevet prisvindende audiowalks på Sydfyn. Hun udvikler nye formater og måder at forbinde os med naturen og kulturhistorien på gennem sanselige og interaktive fortællinger. Jannie underviser i kreativ skrivning og faciliterer kollektive skrive- og strikkeprocesser. www.janniekold.dk  / www.skrivogstrik.dk

PRAKTISK
Varighed: 65 min.
Sprog: Dansk
Det kræver ingen forudsætninger at deltage