Fortællinger fra jordbunden – Reportage og refleksioner fra BIOCOENOSIS

Af Miamanda Bovin
Fotos: Marine Gastineau

Jeg stiger ud af B-toget ved Hareskov st. og bliver mødt af fuglefløjt i aftensolen. På en parkeringsplads ved skovbrynet finder jeg mødestedet for os, der om lidt skal på en nonverbal, performancevandring gennem Hareskoven med værket BIOCOENOSIS af kunstnerduoen Beyond Darkness.

Vi mødes af en guide, som uddeler et unikt opmærksomhedskort til hver deltager. Et kort som tilbyder et særligt fokus, vi hver især kan bringe med os på vores vandring. Mit kort siger: Læg mærke til de forskellige rytmer omkring dig.

I stilhed og med åbne sanser bevæger vi os i et langsomt tempo gennem skovens ujævne terræn. Jordbund og mos giver let efter under mine fødder. Kviste knækker. Duften af jord, fugt og myggespray fylder luften. Langt oppe over os vajer trækronerne roligt fra side til side i mødet med de milde vindstød. Nogle lytter til omgivelserne med ører og øjne, andre går mere taktilt til værks.

Jeg lytter opmærksomt til de forskellige rytmer omkring mig; vindstødenes uforudsigelige rytmer, der blidt rusker i træernes blade og grene; fuglefløjt i trætoppene, der synger dagen på hæld. Togenes mekaniske rytmik, der skærer gennem skoven og minder os om den menneskeskabte navlestreng, der forbinder byens og skovens liv. Jeg lytter til kirkeklokkernes ringen, hvis kulturelle vibrationer afbryder naturens ro.

Beyond Darkness består af koreograferne Nadja Mattioli og Nana Hanfgarn Jensen. Med afsæt i koreografi og performance undersøger de verden gennem et økocentrisk perspektiv – hvor hierarkiet mellem det menneskelige og det mere-end-menneskelige opløses og ligestilles.

Ved at forbinde kunstneriske, videnskabelige og sociale discipliner i deres praksis, søger de at skabe kollektive rum, hvor publikum inviteres til at lytte, mærke, skabe og forbinde sig til det mere-end-menneskelige i vores verden. Netop begrebet Biocoenosis henviser til et fælles habitat, hvor mange arter lever i fællesskab, former hinanden og kan indgå i fordelagtige afhængighedsforhold med hinanden. Værkets titel inviterer os dermed til at være nysgerrige på, hvilken rolle vi har i vores biocoenosis her på Jorden.

Vi passerer nu et væltet træ, hvis enorme rodnet afslører dekorative spindelvæv, der glitrer i aftensolen. Jeg bemærker de mange organismer, som bebor rodnettet. Tusindvis af edderkopper, biller og svampevækster er flyttet ind og bor side om side i et habitat, der har fået ny værdi efter dets død.

Guiden standser ved en mosbevokset skråning. Vi sætter os langs med skråningen og opdager først dér de tre kroppe, sortklædte fra top til tå, der står i periferien af vores synsfelt. De falder i et med stammer omkring dem. De svajer som trækronerne og strækker sig efter lyset. Så sker det: En af kroppene falder sammen, som en stamme, der knækker af råd. De formulder og forgår. Efterhånden er alle tre kroppe blevet til ’jordbunker’, og efter en tid uden synlige bevægelser har jeg svært ved at få øje på dem i landskabet. De er blevet en del af jordbunden klar til at huse svampe og biller.

Her i skoven findes mange rytmer samtidigt: Dagsrytme, årsrytme, livsrytme. De ikke-menneskelige rytmer er ikke mekaniske og forudsigelige som toget, kirkeklokkernes og fodtrinenes rytmer. De er styret af vind og regn, forfald og genesis.

Vi begiver os videre ind i skoven, og på et tidspunkt bliver vi mødt af lydkunstneren Eliza Bozek, der byder os velkommen. Hun rækker hver af os et headset og giver os instrukser om at følge hende ind i den tætte granskov. Vi skal finde et sted, der taler til os, og sætte os for os selv. Jeg sætter mig i min egen verden – i mørket mellem stammerne. Isoleret fra gruppen søger jeg et andet fællesskab.

I høretelefonerne hører jeg lyden af en brusende, strømmende væske; lyden af træernes indre. Bozeks stemme lyder: “I drift in and out of you, carried away by my thoughts.” Til lyden af kompositionen smelter min krop langsomt sammen med stammernes kropslige netværk. Jeg forestiller mig, at jeg kan høre træernes tanker; at jeg mærker deres forbindelse til hinanden og til omgivelserne. At jeg bliver en del af et symbiotisk fællesskab, hvor vi kommunikerer via det væskende liv, der strømmer igennem os – fra rodnettets spidser til kronernes top. Jeg forestiller mig alt det, de har set, sanset og følt. Et væld af mere-end-menneskelige tidslinjer, hvor overlappende begyndelser og slutninger er i konstant transformation.

Da stemmen i høretelefonerne inviterer mig til at kigge på min gruppe igen, bliver jeg i tvivl om det er hos stammerne eller hos menneskene, jeg hører til.

Vi går videre i tusmørket. Vi standser og sætter os tæt ved et stort væltet træ i landskabet. Pludselig ser jeg et sortklædt væsen, der sprælsk bevæger sig på alle fire i hurtige ryk hen ad jorden. Der er en desperation over væsenets bevægelser. En dans for sin overlevelse. Væsenets ikke-menneskelige bevægelser minder om myceliets søgen efter symbiotiske relationer til andet organisk materiale.

Svampe er afhængige af at skaffe sig næringsstoffer fra andre organismer. Den del af svampen vi kan se, er kun svampens blomst. Under jorden lever resten af svampen i form af mycelium; et netværk at tynde tråde, som udvikler sig ved enten at udnytte dødt eller levende organisk materiale, eller ved at leve i symbiose med en levende organisme – feks. et træ. Sådan kan svampen hjælpe træet med at bekæmpe sygdomme i bytte for næringsstoffer. *

Væsenets cykliske bevægelsesmønster følger en rytme. Først lader det sit mycelium undersøge området ved at række en søgende hånd ud langs underlaget. Så popper dets krop op det nye sted ved en hurtig vægtoverføring. Her producerer det synlige ’blomster’ og vokser i volumen. Da svampevæsenet har fundet ro ved en stub, kravler et endnu et væsen langsomt frem. Det gror fast mellem to stammer og skaber en forbindelse mellem dem.

Disse væsener følger en ikke-menneskelig cyklisk dramaturgi. Således også denne performance, der forløber på andre præmisser end den menneskeskabte lineære fortælleform. Her er det økodramaturgien, der styrer fortællingen.

Hvad sker der, når vi giver plads til ikke-menneskelige dramaturgier og begynder at anerkende værdien af andre arters agens i verden? Hvilke nye erkendelser kan vi få, når vi ser bort fra et antropocentrisk verdenssyn og orienterer os mod en økocentrisk verdensforståelse, hvor alle arter – levende som døde – kan leve, skabe og performe i symbiotiske fællesskaber.

Efter at have iagttaget de to svampe-væsener i en tid, bevæger vi os hjemad gennem den nu mørke skov. Sommeraftenens sidste lys skinner sagte ned gennem trætoppene som synliggør konturer af kroppe i bevægelse. Vi bevæger os gennem mørket som myceliet under jorden i symbiose med skoven og gruppen – bærere af naturens fortællinger. Til slut inviterer guiden os til at genbesøge opmærksomhedskortet jævnligt og til at lade den lyttende vandring fortsætte indeni.

* Emanuelli, Philippe. Svampekogebogen. Lindhardt og Ringhof: 2016.