“Kollapsografi”: Et værk af begivenheder

Af Nanna Juel Jensen

 

Terrain vague er en betegnelse, man bruger om områder, der er ikke-zoner i forbindelse med byplanlægningen. Disse områder ligger som reserver, der på et tidspunkt bliver en del af en urbanitet, men endnu ikke er by. Dette gør Asbjørn Skou mig opmærksom på under en samtale med ham fredag d. 21.08.15.

Et værk i bevægelse
Klokken er ni fredag morgen, og jeg sidder på Christians Brygge. Lige her, på pladsen mellem Kongens Lapidarium, Den Sorte Diamant og det ufærdige Dansk Arkitektur Center, ligger installationen Kollapsografi af kunstneren Asbjørn Skou. Værket består af objekter, som er hentet fra brakområder uden for byen. Men i disse travle morgentimer er Skou, sammen med festivalledelsen, ved at fjerne dem. Årsagen er, at Styrelsen for Slotte og Kulturejendomme vil have værket indhegnet, så de forbipasserende kan forstå, at det er et kunstprojekt og ikke byggerod, der tilfældigt er spredt ud på pladsen. Men det har Skou ikke villet gå med til, og derfor tager han nu konsekvensen af det og lader Kollapsografi kollapse. Nogle dage efter at installationen er blevet fjernet, sidder jeg endnu en gang på pladsen en kold sommeraften. Denne gang for at overvære et performativt foredrag af Asbjørn Skou. Stedet er ryddet for objekter og erstattet med ord og projektioner.

Denne omformning af Kollapsografi fra installation til ord og handlinger her-og-nu, skaber et performativt potentiale som måske – måske ikke – hele tiden har været til stede i værket. Da jeg taler med Skou fredagen inden oprydningsarbejdet, forklarer han, at afmonteringen er den logiske konsekvens af installationen. Således forekommer værket at være en kæde af begivenheder, som er indstiftet før, under og efter installationens kollaps. Denne begivenhedsrække lader sig ikke afgrænse og er i konstant bevægelse. Processen kan derfor ikke planlægges eller struktureres.

At finde en mening i det meningsløse?
Objekterne synes at have et performativt potentiale i kraft af deres indsættelse i det urbane rum og efterfølgende afskaffelse: Et skilt, som henviser til, at der foregår vejarbejde et eller andet sted, får en diffus mening, når det opstilles på denne plads ved Christians Brygge. Den mening, som skiltet tilskrives her, synes at befinde sig mellem det meningsfulde og det meningsløse. Vejskiltet er taget ud af dets kontekst – dets geografiske placering i det vage terræn – og tillægges derved en eller anden form for betydning. I værket indeholder skiltet en mening, fordi der ikke umiddelbart synes at være en mening med, at det ligger netop her. Derfor har det i denne sammenhæng en mening og en ikke-mening, som konstant forandrer sig. Som publikum forstår man, at skiltet ikke hører til på pladsen. Derfor tvinges man til at spørge sig selv: Hvorfor ligger det her så?
Dette terrain vague fremstår derfor hverken meningsløst men ej heller meningsfuldt.

Hvordan skal vi forstå Skous værk? Måske dette spørgsmål i sig selv er et svar? De vage terræner er ’ingenting’ endnu, men peger samtidig mod en fremtid og et grænseløst mulighedsrum. Heri synes deres potentiale og berettigelse at ligge.