Metropolis Festival 2013 – Forelsket i København

Alt godt har en ende. Også Metropolis Festivalen. 

100 livshistorier på scenen Foto: Lóa Stefánsdóttir

100 liv på scenen / Foto: Lóa Stefánsdóttir

100% København

August måned havde en hektisk og intens begyndelse for 100 modige københavnere, der udstillede sig selv og deres liv på scenen i Det Kongelige Testers Skuespilhus. Vi svedte til prøverne og vi svedte os igennem forestillingen. Men det gik over al – eller ihvertfald min egen skeptiske – forventning.

Publikum elskede den anderledes forestilling, baseret på statisik og det, der ligger bagved statistikken. Tre af mine gode veninder snøftede sig ligefrem igennem oplevelsen, der var overraskende nærgående og ramte en nerve.

Vi, der var med, fik en oplevelse vi aldrig glemmer. Vi cyklede rundt på scenen og stod på rulleskøjter. Afslørede pinligheder og sårbarheder. Dansede Gangnam Style og lavede rejehop. Og faldt oveni hinanden og slog os, når vi skulle lade som om vi blev skudt. Jan, husk nu at se dig for næste gang du bliver skudt 😉

Byterapi

Vi repræsenterede hver især 5622.53 københavnere, der normalt holder sig til dem, der ligner dem selv mest muligt – som bymennesker nu engang gør. Dem, der bor i samme bydel, dem, der har samme interesser, er i samme aldersgruppe eller sociale lag. Dem, der har nogenlunde de samme værdier. Det er nu engang det nemmeste.

Vi kom fra hver vores ghettoficerede virkelighed i den store by og blev en lille by i byen på godt og ondt. Vi erkendte, at vi er vidt forskellige men alligevel éns.

Publikum kunne mærke, at vi var kommet tæt på hinanden og det rørte dem. På den måde er konceptet, som teatergruppen Rimini Protokoll har skabt så såre enkelt og samtidig så stærkt.

Og det er en form for byterapi. Et integrationsprojekt med et stort fredsskabende potentiale fordi det samler mennesker, der er fjerne for hinanden og bebor vidt forskellige virkeligheder, selvom de bebor den samme by.

Er vi lykkelige? 

Tilbage står jeg stadig med spørgsmålet som jeg havde i starten – er københavnerne virkelig også så lykkelige som OECD påstår? Nu er lykke jo en svært definérbar størrelse og derfor i bund og grund uegnet til den slags undersøgelser, som ligger til grund for påstanden.

Min mistanke er stadig, at danskerne ganske enkelt er for godt opdraget. At vi føler pligt til at være høflige og konstruktive og svare ja, der hvor spørgeskemaet spørger, om vi er tilfredse med det ene og det andet. En anden, mere officiel teori går på, at grunden til det angiveligt høje lykkeindeks skulle være danskernes lave forventninger. Hvor fladt er det lige?

Men alligevel skete det her i august måned, at jeg blev forelsket i København på ny. Jeg har fået nye oplevelser med byen og set nye sider af den og jeg har fået gnisten tilbage. Som en gammel ægtefælle, der var begyndt at tage sin partner for givet.

For København er en helt utrolig dejlig by, ikke mindst her om sommeren. En by der cykler. En by med meget grønt og mange nyskabende initiativer. En by med mange forskellige mennesker, der trods alt i bund og grund for det meste behandler hinanden ordentligt og som nyder en høj grad af tillid. Jeg glemte min splinternye jakke i min cykelkurv da jeg skulle ind se en af Metropolis forestillingerne. Da jeg kom ud til cyklen en time senere, var jakken der stadig. Det er vist en temmelig unik oplevelse i verden, men ikke helt ualmindelig i København.

Phia Ménard, den franske scenekunstner som har optrådt på festivalen her i weekenden sagde det så fint: “I feel good here. Very quiet. It’s a good sensation, a very quiet relation between every person.” 

Indtil d. 30 august kan man stadig nå at opleve Metropolis Festival med AEROPOLIS boblen, som Plastique Fantastique stiller op på udvalgte steder i byen.