Manipulation i højsædet
Det er en fredelig dag på Den Røde Plads. Ingen skyderier. Kun solskin. Og så en større performanceinstallation, der ligner en blanding af et tilskuerpodium og kutteklædte korsangere.
Af Maja Holtze
Det er næsten skæbnens ironi, at man på en af sommerens få solskinsdage, skal klatre svedende ind i en sort poncho for at opleve stedsspecific gadeteater. Ikke desto mindre er det hvad flamske Johannes Bellinkx forventer af sit Metropolis-publikum under forestillingen FRAMING.
Efter en diskret omgang højdediskrimination, stiller vi os på podierækkerne efter størrelsesforhold. De mindste forrest og de højeste bagest. Vi bliver bedt om at holde godt fast om det runde gelænder foran os, iføre os fornævnte poncho og vente tålmodigt til showet går i gang. Det sker under mageligt tempo, der giver mulighed for en blid tilvænning af den 4D-oplevelse, det interimistiske hurlumhejhus af en installation kaster os ud i.
ZOOM
Ud af et firkantet kikkert-instrument får vi glimtvis adgang til at se omverden, som instruktøren udvælger for os. Den er ikke meget anderledes indrettet end før, men en væsentlig forskel er dét udsnit vi får adgang til. Det synes mere begrænset. Konstrueret. Skærpet. Rammen tillader ikke et normalperspektiv, men zoomer ind på detaljerne. Den røde asfalt. Den lyseblå himmel. Fra statiske udsnit af virkeligheden, øges indtrykkene. Et blad forstyrrer udsnittet af asfalten. En kran titter frem på himlen. Fine, kuraterede udsnit af virkeligheden som vi kender den, giver sig til syne.
Vi ser mennesker. De stopper op og glor tilbage. Ved de at de er en del af forestillingen? Fire unge mænd slår en høj latter op. En ung kvinde tager et billede af os. Kikkerten begynder at panorere. Vi følger et par gå hånd i hånd mod syd og vender blikket efter en cyklist der cykler mod nord. Scenarierne stiger i mærkværdighed, ligesom køresygen tiltager for os under ponchoen. En kvinde står og famler efter sine nøgler på en gangbro mellem to bygningerne. Klip til en håndværker, der giver sig i kast med arbejdet på et hul ved et træ. Tilbage til kvinden der er nået op på tagterrassen. Klip til en meget civilklædt dame, der bærer tand-skiltet fra Den Sorte Plads. Tilbage til kvinden på tagterrassen, som nu har stillet sig på en stol, oven på et bord, i forsøget på at tage et billede. Og her går noget op for mig.
SPOILER ALERT
Jeg er blevet snydt. Det ægte Nørrebro, jeg troede udspillede sig for øjnene af mig, er manipuleret. Vi er ikke bare blevet vist bestemte udsnit af en virkelighed. Virkeligheden er infiltreret af fiktion. Håndværkeret ligger på hovedet i hullet. En vaffelis har pludselig manifesteret sig på asfalten foran os. Vi hører et skrig, og kvinden på tagterrassen er ikke længere synlig – det er en væltet stol til gengæld. Døde krager er faldet ned fra himlen og ligger rådbrækket i en klump på pladsen. Vand siver ned under fødderne på os. Klippeteknikken og indholdet skaber horror-lignende billeder for øjnene af os. Men de blander sig også af virkelighedens hverdag på Nørrebro, hvor skateboardere og cyklister farer frem og tilbage, og hvor kvinder i tørklæder tager en pause på bænken og de barbrystede mænd fører sig frem.
Det forholdsvis rolige tempo forestillingen udspiller sig i, giver anledning til umiddelbar eftertanke. Hvor er det dog interessant, at opleve verden i udsnit. Hvor er det dog genialt, at inddrage gadelivet i fortællingen. Og hvor er det utroligt, hvor langt man kan nå, uden at afsløre manipulationen. FRAMING er navnet på forestillingen, og indkapsler i ordets bogstaveligste forstand essensen af oplevelsen. Det kan både forstås som den ramme, der indskærper og omkranser vores udsyn. Det kan også betyde iscenesættelse. Begge er rammende (ja, beklager) for oplevelsen som udspillede sig på Den Røde Plads en solrig dag i august bag kikkertens trygge udsyn.