LA TRANSUMANTE – Johann Le Guillerm / Cirque Ici

Rituel vandring med gigantisk fantasivæsen skabt af 150 stykker træ

DATO & STED
Fre. 4. aug. Israels Plads kl. 17-23
Søn. 6. aug. Islands Brygge kl. 16-22
Tirs. 8. aug. v. Skuespilhuset kl. 16-22
GRATIS

 

Johann Le Guillerm har kultstatus som cirkusfornyer og genial excentriker. Han er en sært dragende kunstner, opfinder og videnskabsmand – en samtidens Leonardo da Vinci, der med gudsbenådet flair for ingeniørkunsten konstruerer fantasifulde og ekstraordinære maskiner, der er som taget ud af en mytisk drømmeverden. Han fusionerer nycirkus med arkitektur, hvor skrøbeligheden er fællesnævner.

Med La Transumante har han skabt en monumental levende organisme med 150 stykker træ à 3 meter. Ingen søm, skruer, snor eller lim. Den på én gang skrøbelige og solide konstruktion bliver levende i hænderne på dukkeføreren Johann le Guillerm og hans 12 medhjælpere. Med millimeterpræcision flytter de træpind efter træpind i en rituel mikado-koreografi af destruktion og konstruktion af dette gigantiske dyr, der langsomt bevæger sig af sted.

La Transumantes form bestemmes undervejs af Johann le Guillerm, der tilpasser formen til stedet og ruten. Det trækker vejret sammen med sine hjælpere og muterer til en størrelse på 200 m2 og 5 meters højde. Det lever i seks timer og bevæger sig med en fart på ca. 100 meter i timen. Et genialt konstrueret fantasivæsen i konstant bevægelse og metamorfose.

Om Johann Le Guillerm
Johann Le Guillerm ser sig selv som forsker og alkymist mere end som kunstner. Han sætter spørgsmålstegn ved det bestående, han udfordrer vores logik og vores forudfattede overbevisninger, og han forundrer og fascinerer ved at udvide grænserne for det mulige.

Han er uddannet blandt det første hold af artister fra den anerkendte franske cirkusskole Centre National des Arts du Cirque i 1985, og i 1994 stiftede han sit eget kompagni Cirque Ici. I 2002 skabte han den verdensberømte solo Secret, der opførtes i København i 2005, og som han fortsat tryllebinder tilskuere med over hele verden.

Han er ud af en familie med billedkunstnere og skulptører og har fra begyndelsen arbejdet for at udvide grænserne for cirkus. Han arbejder med skulptur, arkitektur, installation, ritual, performance, m.m. Hans værker er karakteriseret ved aldrig at være færdige, men under konstant udvikling under indflydelse af nye opdagelser og opfindelser.

 

”Det er som at opleve en krydsning mellem en gal grev Dracula, en opfindelsesbesat Leonardo da Vinci, en vanvittig dyretæmmer og en eminent cirkusartist med total kontrol over sin egen krop, konstant udforskende geometriske former og balancepunkter, der kan få døde ting til at bevæge sig.” Jyllands-Posten om ’Secret’ i 2005

 

Varighed 6 timer

Credits
Af: Johann Le Guillerm
Medvirkende: Johann Le Guillerm, Franck Bonnot, Cyril Nesci, Alexandre Piques, Julie Lesas, Alexandre Ramdami, Loeïz Le Guillerm, David Dubost, Olivier Horn, Didier André, Corinne Licitra, Aude Martino
Produktion: Cirque Ici – Johann Le Guillerm
Foto: Philippe Cibille

www.johannleguillerm.com